Filmisk

Skriftligt

Demokratisk

Billedligt


Stemmelokalet

Følgende er samtlige afstemninger, der har været afholdt i 1. halvår 2003.

Hvad skuffede dig mest ved årets presse-sensationer i 2002?

43%
At efter årtiers liv i skjul var Amdi Petersen bare blevet en ældre herre, og ikke en ond hjerne i en glaskrukke.
10%
At Brixtofte ikke vendte tilbage "stærkere end nogensinde" fra Lanzarote, f.eks. som en muteret, 17 meter høj monster-Brixtofte.
15%
At Prins Henrik blot udtrykte lidt afdæmpet misfornøjelse med pressens begrænsede dækning af hans royale gerning, frem for i raseri at blive grøn og superstærk, og gå bersærk og rasere størsteparten af hovedstadens bladhuse.
33%
At formandsskiftet hos socialdemokraterne ikke foregik ved en tvekamp på sværd og økser mellem Nyrup og Lykketoft.

Afgivne stemmer: 168. Afstemning afsluttet 15. januar 2003.

Jeg syntes også, det var noget af et antiklimaks at få de første glimt af Amdi Petersen i over 20 år. For en gangs skyld stirrede man i åndeløs spænding på nyhederne i TV. Hvad var årsagen til Amdi Petersens lange fravær fra offentligheden? Var det måske en fysisk skavank, der havde tvunget ham til årtiers liv i mediemæssigt mørke? Hvilken hemmelighed mon han skjulte? Var han blevet vansiret af syre i et opgør med kommunale skatteinspektører? Var han blevet krøbling efter en vindmølle-ulykke, henvist til et liv i rullestol, måske en hyperavanceret rullestol med svæve-enheder og psyko-stråler? Eller var hans krop faktisk død for længe siden, og havde han overlevet ved at få sin hjerne udtaget og nedsænket i en særlig næringsvæske i en glaskrukke, forbundet til noget sælsomt maskineri i lejligheden på Fisher Island i Miami, hvorfra Amdis hjerne styrede Tvinds globale aktiviteter?

Og så kom de første reportager om Amdi Petersens første retsmøde i Los Angeles. Og mon de indeholdt noget i retning af: Amdi Petersen blev kaldt ind i retslokalet. En retsbetjent skubbede et rullebord foran sig. På det stod en glaskrukke med en slimet hjerne forbundet til en sælsom samling elektronik. Tilhørerne stirrede rædselsslagne. Fra krukken lød en ond stemme: "Uslinge! Jeg tåler ikke dette fangeskab! Min hævn bliver frygtelig!"

Nej, så spændende skulle virkeligheden ikke være. Amdi var bare blevet en gråhåret fyr i fangedragt - hvor fedt var det? Ærlig talt, Amdi: Du havde over tyve år til at finde på en fed overraskelse, og så kunne du kun byde på grå hår og indsunkne kinder. Narrefisse.

Også formandsskiftet hos socialdemokraterne forløb skuffende stilfærdigt. Lidt forudsigelige gnidninger mellem Nyrup og Lykketoft, og mellem Lykketoft og folketingsgruppen, men intet brusende bråvallaslag mellem den gamle og nye formand, f.eks.:

Lykketoft: "Vældig var vor magt og vort ry, men forsmædeligt nederlag du led, og vor magt mistedes til skvattet Anders hin Svarte. Han, der drikker lig en kvinde, og lig en kvinde foragter al forstand."
Nyrup: "Magten og æren kan atter blive vor. Ungt blod skal bringe vort parti ny styrke og skænke os sejr - ej skal gamlinge med gustent gedeskæg vinde os oprejsning."
Lykketoft: "Kun niddinge håner storslået skægpragt! Min agt og ære tåler ej så skændig spot. Denne strid skal løses ved holmgang. Gamle er mine lemmer, men kampkunst og forstand ejer jeg stadig i rigt mål. Thor denne økse vie, som knuse vil din hovedskal!"
Nyrup: "Tyr skænke mig stridslykke. Må min klinge bide dybt i dine møre bene."

Ønsker du sommetider at nyhedsoplæserne på dansk TV ville anvende samme højtidelige oplæsningsstil som Nordkoreas nyhedsoplæsere?

74%
Ja
26%

Afgivne stemmer: 185. Afstemning afsluttet 31. januar 2003.

Helt enig. TVs nyhedsoplæsere er blevet så professionelle og farveløse og forudsigelige at man falder i søvn. De mangler slet og ret noget vanvid. Selvom Caroline Boserup ifølge Ordrup Gymnasiums blå bog er "et grænsepsykotisk maniodepressivt tilfælde", så mærker man det desværre ikke nok i det daglige. Kun alt for sjældent går nyhedsoplæsere amok. Som f.eks. en aften sidst i 80'erne hvor Line Baun Danielsen fik spontant grineflip over vejrudsigten og måtte sige tak for i aften mens hun hulkede af grin. Eller sidste valgaften hvor Eva Jørgensen helt sikkert havde taget krystalamfetamin inden hun gik i studiet.

Den slags afvigende adfærd kunne vi godt trænge til noget mere af. Så hvorfor ikke prøve at efterligne Nordkoreas nyhedsoplæsere en gang imellem? Bare for sjov, og bare ved særlige lejligheder. Statsministerens 50-års fødselsdag kunne have været en fin lejlighed:

"Folketinget har skænket vor Elskede Leder et prægtigt landskabsmaleri af den talentfulde kunstner Ulrik Hoff. Billedets bølgende kornmarker og glade farver afspejler den sundhed og styrke, som vor Elskede Leder vækker i vort prægtige land. Og billedet afspejler også Ulrik Hoffs glade og milde væsen - en glæde og mildhed, som vi alle opfyldes af, når vi tænker på vor Elskede Leder, og hans utrættelige indsats for at gøre vort land til en mønsterstat, der vækker verdens misundelse. Ja, sandelig - vor Elskede Leder er vort samfunds kilde til stor kunst og stor lykke. Han er den vældige kornmark, vi næres ved. Han er den blide vind, der svaler os. Han er den høje, blå himmel, der får os til at stræbe mod det uopnåelige. I sandhed, Anders Fogh Rasmussen, vor Elskede Leder, er vort lys og vort liv."

Af og til kunne man også bruge den højstemte propagandastil vende triste nyheder til noget positivt og rosende. F.eks. den dramatiske stigning i arbejdsløsheden blandt nyuddannede fra landets universiteter, som regeringens pludselige ansættelsesstop i staten har afstedkommet:

"Vor Elskede Leder har skænket hver tredje nyuddannede akademiker en stor gave. Med sin uforlignelige sans for at mærke folkets ønsker og behov, har vor Elskede Leder fornemmet, at de nyuddannede trænger til en behagelig hvileperiode ovenpå de mange, lange hårde studieår. Og vor Elskede Leders gavmilde indsats har ikke ladet vente på sig. Allerede nu har hver tredje nyuddannet fået arbejdsfri, og behøver således ikke at bekymre sig om at skulle ud på arbejdsmarkedet foreløbig. Lykønskninger vælder dagligt ind fra de nyuddannede til vor Elskede Leder."

Tåbeligste seksuelle fetich?

16%
Kvinder med ekstremt lange næser
26%
Nysende bøsser
20%
Mangebenede eller mangearmede bøsser
13%
Infantilisme
24%
Anorektiske kvinder i bizart tøj

Afgivne stemmer: 182. Afstemning afsluttet 16. februar 2003.

Internettet har efterhånden udviklet sig til et fremragende medie til at formidle information. Det har også udviklet sig til et fremragende medie til at formidle dumhed og galskab. Hvilket ovenstående websites smukt illustrerer.

På internettet kan folk finde sammen om fælles interesser. På internettet kan folk også finde sammen om de mest obskure seksuelle afvigelser, og gensidigt bekræfte hinanden i at liderlighed udløst af kvinder med to meter lange næser er en smuk og naturlig seksualdrift. Eller dele fantasier om homofilt samkvem med firbenede mænd.

Jeg er sikker på, at hvis Freud var i live i dag, ville han i dyb frustration forlade psykologien, og i stedet slå sig ned som anlægsgartner eller dyrepasser i Zoo. For de fleste planter og dyr har et helt normalt sexliv. Planterne udveksler ikke manipulerede billeder af blomster med bleer. Og dyre-hunnerne vælger stort set altid den han, der kan banke de andre hanner - ikke den han, der er mest udhungret, eller som har en to meter lang næse. Bortset fra elefanter, naturligvis - de er sikkert opstået som resultat af en pervers subkultur blandt dyrene på Afrikas savanne.

Hvilket behov skal du helst have dækket før alle andre behov?

23%
Føde
21%
Forplantning
2%
Fjernsyn
6%
Smøger
16%
Søvn
14%
Båndbredde
5%
Processorkraft
13%
Alkohol

Afgivne stemmer: 194. Afstemning afsluttet 4. marts 2003.

Fødeindtagelse er naturligvis et meget alment og dagligt behov, der er svært at tilsidesætte. Med mindre man er teenagepige og synes det er et afskyeligt besvær at skulle forholde sig til følelser og til sin egen krop, og man derfor lukker for mental og fysisk aktivitet ved at ophøre med alt kalorieindtag, indtil ens forældre ikke orker konstant at opfordre én til at spise noget, hvorved man ender på en seng på en ungdomspsykiatrisk afdeling og ligger fastspændt og bliver proppet med kold havregrød gennem tragt og slange. Så æd nu noget, tøser. Det har altid været svært at blive voksen. Det er der overhovedet ikke noget nyt i.

Egentlig er det vel et tegn på luksus og materiel overflod at et samfund kan plages af spiseforstyrrelser. Blandt vore allertidligste forfædre var fødeindtagelse jo et simpelt spørgsmål om overlevelse.

Vore forfædre skulle skaffe føden under ekstremt farlige forhold, såsom nævekamp med en rasende mammut. Teknisk avancerede stammer forsøgte at banke mammutterne ihjel med våde håndklæder, hvilket dog ikke gjorde mammutterne mindre rasende. Under sådanne vanskelige livsbetingelser ville en succesfuld jagt afstedkomme jublende festligheder i stammens lejr, hvor alle dansede lykkelige med hinanden om det blussende bål mens mammut-skinkerne blev stegt og alle dirrede og savlede af forventning.

I dag er vi så frygteligt privilegerede at en moderne familie blot behøver at kyle en frossen blok splat i mikroovnen og fortære den i fjernsynets blege, hypnotiserende skær, uden at mæle et ord til hinanden, og uden at ænse at Mathilde på 13 bare sidder og stikker i maden, eller at Klaus på 17 efterhånden er blevet så fed at han ofte sidder med blå læber og knuger sit bryst.

Når man sådan kan få dækket sine behov helt uhæmmet, så er det vigtigt at huske det gamle mundheld "Alting med måde." Det er ofte ganske sundt at holde igen med æderiet, drikkeriet, rygeriet og horeriet. Men én ting kan man aldrig få nok af: Båndbredde. Jeg er helt enig med de 14%, der giver båndbredde den højeste prioritet over alle andre behov. Efter jeg fik bredbåndsforbindelse på godset kan jeg simpelthen ikke fatte at nogen stadig kan leve med en almindelig, astmatisk modem-forbindelse. De må leve i en helt anden verden, disse båndbredde-proletarer, når de kan klare sig med et tocifret antal kilobit i sekundet. En verden, hvor man sætter modemmet til at ringe op inden man går ud og kærner smør, og når man har kærnet færdig er modemmet også blevet færdig med at logge på. Så taster man en adresse ind i browseren, og går ned til åen med vasketøjet mens siden loader, og når man er blevet færdig med at håndvaske 30 bismerpund vadmelsklæder, så er siden også færdig med at loade, og så er den dag faktisk også gået.

Egentlig er det imponerende at man kan opretholde en tilværelse under så usigeligt primitive forhold, ganske som vore mammutjagende forfædre. Og vel er det ikke udelukkende en velsignelse at vi til overflod kan få dækket vore behov i disse moderne tider. Men lige når det gælder båndbredde, så ved jeg ikke om det er en depraverende, moderne luksus at have næsten uhindret adgang til information. Og desuden går jeg langt mindre op i andre behov, siden jeg har fået bredbånd. Jeg er næsten holdt op med at sove, spise, se fjernsyn og forplante mig. Og jeg satser på helt at ophæve sådanne behov - at leve online uafbrudt, og indtage føde intravenøst og måske installere kateter og kolostomipose, som en privatsygeplejerske skifter i ny og næ, så jeg helt slipper for at forlade tastaturet. En besnærende tanke.

Er Gud så klog og alvidende at han kan foreslå en velegnet vin til en saftig svinemørbrad, når man skal have muslimer til middag?

67%
Ja
33%
Nej

Afgivne stemmer: 169. Afstemning afsluttet 14. marts 2003.

Selvfølgelig vil han kunne foreslå en god vin. Men vil gæsterne bryde sig om valget? "Men Gud sagde I ville kunne lide det... Hvorfor går I?" Og vil det betyde, at selvom Gud er alvidende, så er han ikke nødvendigvis almægtig? Det kan man spekulere så grumme meget over.

Ellers aner jeg ikke, hvad jeg skal skrive af kommentar denne gang. Jeg har lykkeligvis fået den mest geniale sang på hjernen - "The Greatest Song in the World (Tribute)" af Tenacious D - så jeg kan absolut ikke koncentrere mig om at skrive noget sammenhængende denne gang. Og desuden er vejret for fedt til at sidde inde. Så vi springer hastigt videre til næste afstemning.

Hvad skal der til før våbeninspektørerne får uhindret adgang til Iraks forbudte våben?

23%
Thomas Winding fortæller godnathistorier for Saddam hver gang han har været flink og givet adgang til en portion våben
13%
Hans Blix lægger stilen om - barskt lædertøj og en stor, ond tatovering
5%
Et endegyldigt, amerikansk ultimatum med trusler om død og ødelæggelse
58%
Svenske 18-årige bikiniklædte våbeninspektør-piger

Afgivne stemmer: 128. Afstemning afsluttet 20. marts 2003.

Helt enig. Jeg ville gøre alt for en skidesød 18-årig bikiniklædt svensk pige. Og jeg er sikker på, at når enhver irakisk sikkerhedsvagt står foran et helt hold 18-årige smilende svenske piger, som spørger: "Hejsan! Får vi kanske komma in och titta på fabrikken?" så vil sikkerhedsvagten straks sige: "Selvfølgelig må I det!"

Svenske piger har stort magt på det område. Derfor var noget af et fejlgreb, at FNs Sikkerhedsråd sendte den grå og korrekte Hans Blix til at håndtere irakerne. Svenske mænd kan altså ikke virke intimiderende. Forestil dig at stå overfor en vred svensker... Vil du føle det mindste frygt? Nej. Og hvorfor ikke? På grund af svenske mænds hårmode i 80'erne.

Den svenske nations mænd gjorde sig kollektivt til grin gennem hele 80'erne med deres totalt kiksede hår. Og derfor har de for al eftertid afskrevet sig fra at blive taget alvorligt af nogen som helst.

"Der står en temmelig sur svensker udenfor og vil have adgang til vores våbenfabrik."
"En svensker, siger De? Altså dem med håret?"
"Jep."
"Og De siger han er sur? Hvorfor i alverden skulle vi bekymre os om det? Sig han kan tage færgen hjem igen."

Derfor tror jeg heller ikke, at Hans Blixs overtalelsesevner kan forøges ved at give ham barskt tøj på. Uanset hvad han har på, vil en svensker i "tufft" tøj uvægerligt lede tankerne hen på cowboy-jakker med nitter, stonewash-busker og kondisko. Uanset hvor barsk han ser ud, så vil Hans Blix altid give associationer til Limahl, og så vil man bare tænke: "Ham der kan jeg simpelthen ikke tage alvorligt."

Men unge, glade, letpåklædte svenske piger - dem kan jeg så afgjort tage alvorligt. Og det kan irakerne helt sikkert også. Men en så genial løsning kunne man næppe vente fra en bonderøv fra fundamentalist-staten Texas. Så han har valgt at smide bomber i stedet. Meget progressivt og nytænkende.

Vil angrebet på Irak skabe mere eller mindre terrorisme mod USA?

29%
Mere
2%
Mindre
4%
Hverken eller
6%
Både og
6%
Ja
2%
Nej
11%
Hvad?
18%
Jeg er ligeglad. Efterhånden hader jeg bare international politik.
22%
Det her er en åndssvag afstemning. Jeg gider ikke stemme.

Afgivne stemmer: 187. Afstemning afsluttet 31. marts 2003.

Nu da vor nations stolte, danske soldater skal udføre en svær opgave i et krigsområde, så er det meget vigtigt at yde fuld opbakning bag dem. Uanset hvad man måtte mene om krigen, så bør vi alle tænke på soldaterne fra Danmark, USA, Storbritannien, Australien og flere andre lande. De væbnede styrker i Golfen står overfor en svær opgave. De har brug for at vide, at vi står bag dem, og at vi tror på George Bush har gode og retfærdige og tungtvejende motiver til at gå i krig.

Så herfra skal der ikke komme nogen hentydninger i retning af at Bush og hans regering er nogle lusede lortehyklere. Jo, det er skam rigtigt at mænd som Reagan, Bush d.æ., Donald Rumsfeld og Colin Powell støttede Saddam Hussein i 80'erne. Men det var fuldstændig berettiget.

Det var i orden at Reagan-regeringen i februar 1982 fjernede Irak fra listen over lande, der støtter terrorisme. Også selvom Irak dengang gav husly til bl.a. Abu Nidal. USAs regering gjorde det rigtige, da de frikendte Irak for terrorisme, for i 1982 udbrød alle Iraks terrorister spontant: "Nu vil vi være rare!" og de flyttede i parcelhuse og gik i cardigans og plantede pelargonier i haven og læste bøger fra Aschenfeldts bogklub og spiste wienerbrød til søndagskaffen. Det gjorde de, ja!

Så da Donald Rumsfeld besøgte Irak i december 1983 og trykkede hånd med Saddam Hussein, da var der ingen terrorister i Irak. Overhovedet ikke. Det var der altså ikke! Og Irak havde et flinkt og rart styre dengang. Og da Donald Rumsfeld sad venskabeligt og drak kaffe med Saddam og lovede at USA ville genoptage diplomatiske forbindelser og yde militær og økonomisk støtte til Irak, da anvendte Irak ikke kemiske våben af nogen art - hverken før eller efter Rumsfelds besøg. Det gjorde de altså ikke. Det er rigtigt, hvad jeg siger!

Nej, alvorligt talt: Man må indrømme at Saddam Hussein var en røv dengang, ligesom han er nu. Men alligevel var det berettiget, at USA støttede Irak militært og økonomisk gennem hele 80'erne, på trods af at Saddam Hussein gentagne gange støttede terrorister, begik afskyelige krigsforbrydelser, og foretog grove og systematiske overtrædelser af menneskerettigheder. Det var godt at støtte ham. Helt ærligt, det var det virkelig! Tro på det!

Det var også i orden at Reagan-regeringen modarbejdede den amerikanske kongres, da senatet efter Halabja-massakren i 1988 vedtog en skarp fordømmelse af Irak og et forslag om amerikanske sanktioner mod Irak. Kongressens "Prevention of Genocide Act" blev modarbejdet af Reagan-regeringen, bl.a. daværende sikkerhedsrådgiver Colin Powell, men det var den eneste rigtige ting at gøre. Fordi... fordi der var gode grunde til det. Det var der helt bestemt.

Så det kunne se ud som at nuværende medlemmer af Bush-administrationen aktivt arbejdede for at lade Iraks regime slippe for ballade over massemordet i Halabja. Men det er forkert. Der var helt sikkert gode grunde til at USA ikke straffede Saddam Hussein for at dræbe over 5.000 civile med giftgas, men at USA derimod fortsatte sin økonomiske støtte til Iraks morderiske regime. Jeg ved ikke, hvad de grunde var - men de var der. Stol på det.

Derfor står USAs daværende politik overfor Iraks militærdiktatur på ingen måde i grel kontrast til hvad Bush erklærede i oktober 2001: "If any government sponsors the outlaws and killers of innocents, they have become outlaws and murderers, themselves."

USA var ikke en forbryderstat i 80'erne, fordi de aktivt støttede en anden forbryderstat. Og det er ikke hykleri at USAs regering kritiserer Frankrig og Tyskland for at forholde sig passive overfor en ond diktator - for USA forholdt sig ikke passiv overfor Saddams Husseins ondskab fra 1982-1990. Desuden gav USA massiv støtte til de kurdiske og shia-muslimske oprørere mod Iraks regime efter Golfkrigen i 1991. Det gjorde USA, ja! Så lad være med at skrige af dine lungers fulde kraft: "BUSH ER EN HYKLER!" Vore soldater i Mellemøsten har ikke brug for at høre den slags. Og desuden er det ikke sandt. Det er det simpelthen ikke.

Det er ikke sandt fordi USAs regering er ren og god og retskaffen. USAs regering består af ædle statsmænd, der tror på at mennesket er udstyret med grundlæggende, umistelige rettigheder. Statsmænd, som tror på ret og frihed, og som for enhver pris vil opretholde disse fundamentale værdier. Både i Irak og i Neuengamme, undskyld Guantanamo.

Den forbilledlige behandling af fangerne i Buchenwald, undskyld Guantanamo, viser jo tydeligt hvordan den amerikanske regering med ildhu helliger sig de ophøjede retsprincipper, som den amerikanske republik blev grundlagt på. At alle er uskyldige indtil det modsatte er bevist. At ingen kan indespærres på ubestemt tid uden dom. At alle skal beskyttes mod vilkårlig magtanvendelse fra statens side.

Ingen af disse helt fundamentale principper er blevet tilsidesat i Dachau, undskyld Guantanamo - ja, undskyld, jeg ved ikke hvorfor jeg uvilkårligt kommer til at forveksle Guantanamo med en KZ-lejr. De indsatte er jo ikke, som KZ-fanger, indespærret på ubestemt tid uden dom, uden mulighed for juridisk bistand, uden nogen som helst grundlæggende retsbeskyttelse, uden noget lovgrundlag i hverken amerikansk lov eller internationale konventioner.

Så derfor kan ingen påstå, at den amerikanske regering udviser brølende hykleri og åbenlys ligegyldighed overfor menneskerettigheder og internationale konventioner og spilleregler. Nej, Bush-regeringen er den naturlige bannerfører for international retsorden, menneskerettigheder og demokrati, hvilket Bush og hans meningsfæller altid har kæmpet utrætteligt for med stolthed og mod. Og derfor er jeg sikker på, at krigen mod terrorisme bliver en bragende succes. Om nogle år er der aldrig mere terrorisme. Ligesom da Reagan erklærede krig mod narkotika i 80'erne - nu kan man jo overhovedet ikke opdrive narkotika i USA.

Åhr, fuck det. Nu orker jeg ikke mere sarkasme...

Så lad mig blot sige dette: Reagan og Bush d.æ. græd ikke en tåre over de 5.000 mænd, kvinder og børn, som Saddam Hussein lod myrde i Halabja. De knugede ikke næverne i harme hver gang det irakiske militærdiktatur torturerede og dræbte politiske modstandere. Saddam Hussein var Mellemøstens Hitler i 80'erne, ganske som han er i dag. Og Reagan og Bush holdt hånden over den lede Hitler gennem 80'erne.

Deres handlinger taler for sig selv. Reagan og Bush vendte de blinde øje til overfor Saddams Husseins ugerninger. De lod stå til. Gang på gang. År efter år.

Og derfor klinger det hult når Bush d.y. først nu, i 2003, påberåber sig menneskerettigheder, fred og demokrati som de ophøjede bevæggrunde bag den ædle krig mod Iraks ondskab. Det klinger øredøvende af hykleri. USAs regering havde næsten et helt årti, fra 1982 til 1990, til at standse deres støtte til Saddam Hussein og hans forbryderiske regime. Men USA lod stå til.

Og nu orker jeg ikke at spilde mere krudt på den stupide lille dobbeltmoralske båtnakke-Bush.

I stedet vil jeg mindes Jørgen Clevin. Jeg tror, at vejen til verdensfred går gennem Jørgen Clevin. Jeg tror, at hvis verdens ledere forsøger at efterleve Jørgen Clevins rare sind, vil det være et bedre middel til at skabe fred end alverdens bomber og geværkugler. Tænk nu hvis Bush og Saddam satte sig sammen med noget lim, karton, ispinde, ølkapsler, elastikker osv. og lavede nogle kampvogne og helikoptere, de kunne lege med. Så havde de nok ikke så stort behov for at slås med rigtige våben.

Jørgen Clevin var en af verdenshistoriens store skikkelser. Eftertiden kan lære meget af ham. Så lad os i denne lortetid, hvor verdensfreden har fået sig endnu en blodtud, bare mindes Jørgen Clevin og hans rare væsen.

Hvad er det mest pinlige USA foreløbig har bedrevet i Irak-krigen?

10%
At Iraks hær ikke har overgivet sig flæbende af angst, men at den rent faktisk har ydet modstand.
4%
At ca. 40 krydsermissiler blev skudt afsted mod Saddam Hussein, som slap uden en skramme.
25%
At en irakisk roebonde med et forladergevær skød en Apache-helikopter ned.
39%
Efter en uges krig: Britiske soldater dræbt i kamp: 2. Britiske soldater dræbt af klodsede amerikanere: 12.
23%
"I come to fix broke stuff!"

Afgivne stemmer: 163. Afstemning afsluttet 9. april 2003.

Det bliver underholdende at se hvad USA laver af yderligere pinlige ting. Især krigens efterspil kan blive meget pinlig for USAs regering, hvis Saddam bliver fanget levende og USA bliver nødt til at føre en sag mod ham ved en krigsforbryderdomstol eller lignende:

Anklager: "Saddam Hussein, er det sandt at De gentagne gange anvendte kemiske våben mod iranske tropper i krigen 1980-88?"
Hussein: "Jamen, jeres præsident Reagan sagde det var OK. Han gav mig handelsaftaler, så jeg kunne købe kemikalier af amerikanske firmaer. Og han gav mig satellitfotos af iranske troppekoncentrationer. Og..."
Anklager: "Protest!! Anklagedes bemærkninger skal stryges fra retsprotokollen!"
Dommer: "Øh... Protesterer anklagemyndigheden mod at anklagede indrømmer krigsforbrydelser?"
Anklager: "Ja! Anklagede skal kun indrømme de krigsforbrydelser, som vi ikke har hjulpet ham med... Æh... Protest!! Min bemærkning skal stryges fra retsprotokollen!"

Derfor er det næppe underligt at USAs regering forsøger at "uskadeliggøre" Saddam Hussein mens krigen raser og han er et "legitimt" mål.

Men bortset fra det, så er det allermest tåkrummende pinlige at USAs regering i "kampen mod terrorisme" har gjort stort set alt, hvad terroristerne ønsker. Med angrebet på Irak har Bush sørget for, at USA har mistet en hulens bunke respekt i den arabiske verden, og at al-Qaeda ikke har store vanskeligheder ved at hverve nye medlemmer. Hvad havde Bush egentlig regnet med? At de fleste arabere efter angrebet mod Irak havde hoppet af fryd og råbt: "Iiiih, iiih, ååh, nu elsker jeg USA!! Jeg er total USA-fan nu!! Nu går jeg hjem og hænger billeder af Bush op. Han har sådan nogle søde øjne. Han er bare for læææker!"

Terrorisme har i de fleste tilfælde en ret enkel strategi, uanset om terroristerne kalder sig IRA, RAF, FDF, PFLP eller al-Qaeda. Med deres terroraktioner forsøger de at opnå to ting: A. Få modstanderen til at skrue op for magtanvendelsen og undertrykkelsen, og dermed gøre sig upopulær. B. At skaffe sig selv popularitet og muliggøre yderligere rekruttering af terrorister.

Typisk foregår udviklingen ganske simpelt og forudsigeligt: Terroristerne laver terroraktioner mod en stat. Staten bliver temmelig knotten og griber til hårdhændede midler: I begyndelsen øget overvågning af borgerne (f.eks. The Patriot Act, der giver FBI adgang til ens læsevaner på biblioteket) og polarisering af det politiske miljø ("Hvis I ikke er med os, så er I imod os!"). Senere følger at staten gradvis tilsidesætter borgerlige frihedsrettigheder: Berufsverbot, pressecensur, indespærring af "statsfjender" eller "partisaner" på ubestemt tid, samt korporlige forhørsmetoder ("moderat fysisk pres"). Til sidst kommer åbenlyse overtrædelser af menneskerettigheder i "kampen mod terrorisme", samt tilsidesættelse af basale internationale konventioner i "forebyggende" aktioner mod "terroriststater".

Terroristerne prøver således at opnå at staten selv sørger for at flere og flere bliver skide sure over statens undertrykkelse og magtanvendelse, hvorved flere og flere slutter sig til terroristerne, så de forhåbentlig udvikler sig til en bred front af "frihedskæmpere".

Efter den 11. september har USAs regering bildt sig ind at være i sin gode ret til at skide højt og flot på grundlæggende, internationale konventioner. Man behøver blot at nævne lejren i Sachsenhausen, undskyld Guantanamo, samt at demokratiet i FN har fået en klar fuckfinger af USAs regering.

Dermed er det lykkedes terroristerne at få USA til at vise sit "sande ansigt" overfor den arabiske verden. USA er mere upopulær end nogen sinde - og ikke blot i Mellemøsten, også i Europa.

Så hvem har fået mest ud af 11. september? USA har foreløbig mistet ganske meget af den velvilje og sympati, som de fik lige efter angrebet på World Trade Center. Selv traditionelle nære europæiske allierede siger fra overfor USAs nuværende metoder i "kampen mod terrorisme". Og de arabiske befolkninger er gennemgående edderspændt rasende på USA. Så Osama bin Laden sidder helt sikkert og gnækker veltilfreds i skægget lige i øjeblikket.

Men hvad skal man så stille op overfor terrorisme? Ikke en skid. Simpelthen nul og niks. Jeg vil hermed formulere en sikkerheds- og udenrigspolitisk doktrin, kaldet Lømmelgård-doktrinen, som blot siger: "Gør ikke en skid."

Terrorister elsker opmærksomhed. De elsker at blive forfulgt og bekæmpet, for så føler de sig enormt vigtige og farlige. Den eneste måde at bekæmpe dem på er ved at ignorere dem - at ikke gøre en skid. En hændelse som 11. september må man blot betragte som en erhvervsrisko ved at være supermagt. Det må man bare leve med.

Lømmelgård-doktrinen er således det komplet modsatte af Bush-doktrinen, der legitimerer forebyggende krige mod potentielt farlige stater. Bush-doktrinen siger i bund og grund: "Gør mod andre, før de gør det mod dig." Åbenbart en kristen, højreorienteret fortolkning af Jesu ord. Eller: "Stik hans øje ud før han stikker dit ud."

Enhver idiot kan regne ud, at Bush-doktrinen ikke gør verdenen til et fredeligere sted at leve, hverken på kort eller langt sigt. Derimod vil Lømmelgård-doktrinen helt sikkert gøre terrorisme til en temmelig udsigtsløs affære med tiden, for terroristerne opnår ingenting med deres terroraktioner. Ingen reaktioner fra statens side. Ingen undertrykkelse. Ingen magtanvendelse. Ikke en skid. Heller ikke pressen bør spille terroristernes spil og give dem opmærksomhed. Begivenheder som 11. september skal blot omtales allersidst i nyhederne, lige før vejrudsigten: "Et par bygninger i New York er styrtet sammen. Der er muligvis et par tusind døde. Og så skal vi over til dig, Peter Tanev, som vil sige lidt om vejret i morgen." Så vil Osama bin Laden helt sikkert sidde og græde i skægget og føle sig rigtig ubetydelig og ynkelig. Og det er sådan han skal have det.

Hvad undrer dig mest ved Irak-krigen?

17%
Hvorfor TV2-Nyhedernes redaktion tror at bare fordi Ulla Terkelsen befinder sig i et nyhedsstudie i Qatar, så ved hun pludselig meget mere om hvad der foregår inde i Irak end hvis hun befandt sig hjemme i nyhedsstudiet i Danmark.
5%
Hvorfor medierne hele tiden bringer rygter og spekulationer som nyheder. "Saddam død... måske." "Kemisk våbenfabrik fundet... muligvis." "Umm Qasir faldet... eller måske ikke."
21%
Hvilke stoffer den irakiske informationsminister tager.
14%
Hvad Olfert Fischer og Sælen egentlig har udrettet indtil videre.
3%
Hvor Nizar al-Khazraji er henne (den irakiske hærchef fra Sorø, der lavede en forsvinding ala "jeg går lige ned efter smøger").
23%
Hvorfor Saddam Hussein ikke har anvendt de masseødelæggelsesvåben, som Bush har råbt og skreget om, og som Saddam helt sikkert ville bruge, endog uprovokeret mod fredelige stater, ifølge Bush...
16%
Sidder orlogskaptajn Dan Termansen nogengange og tegner sjofle kruseduller på Bagdad-kortet når kameraerne ikke er på?

Afgivne stemmer: 214. Afstemning afsluttet 28. april 2003.

Ja, man savner informationsministeren som han stod bag et bjerg af mikrofoner og i ramme alvor sagde at "Der er ingen amerikanere i Bagdad. Vores hellige, irakiske krigselefantcyborger har knust dem alle sammen! Og i øjeblikket tæppebombarderer vi Washington med antistofgranater fra vor rumflåde." Sådan som han løj, så forventede man nærmest at han efter pressekonferencerne forsøgte at sælge penisforlængelser som nebengeschæft.

Nu kunne det være sjovt at finde informationsministeren igen, og høre hvad han nu har at sige. Men han er åbenbart forsvundet. Selvom han sikkert benægter det. "Jeg er overhovedet ikke forsvundet. Jeg er allevegne! Med mine Baath-udviklede psi-kræfter kan jeg være overalt! Og jeg kan dræbe alene med stemmen! Muad'Dib! Muad'Dib!"

Og nu vi er ved tvivlsomme påstande, så kan man med rette undre sig over Bush og Blairs stædige forsikringer om at Saddam Hussein helt sikkert var typen der kunne finde på at smide en spand kemiske uhumskheder over Washington eller London, uden at nogen havde gjort ham noget. Nu efter Saddam er væltet, er det vel rimeligt tydeligt at han ikke kunne finde på at bruge sine kemiske våben til at redde sin egen røv. Så måske var han ikke så farlig endda. Måske kunne man have ladet ham være i fred, uden der skete noget.

Nej, det er vel bedst at være på den sikre side. Og egentlig er jeg glad for at Bush og Blair valgte at føre en såkaldt "præventiv krig" mod et andet land. For nu kan jeg med rette tage mig kærligt af Klunke-Jørgen, som bor længere ned ad vejen. Jeg har aldrig brudt mig om den måde, han kigger på mig. Jeg er sikker på, at han planlægger et-eller-andet ondt. Og han har altid gardinerne trukket for, så jeg ikke kan se om han har våben. Men jeg ved fra pålidelige kilder (som jeg desværre ikke kan afsløre) at Klunke-Jørgen har et par knive. Så han har bestemt skumle hensigter.

Jeg har prøvet at få politiet til at tage affære overfor Klunke-Jørgen. Men de kommer bare med nogle tekniske indvendinger om "beviser" og den slags, og det kan jeg ærlig talt ikke bruge til noget. Jeg ved jo, at han har våben! Hvorfor gør de så ikke noget?! Jeg har også prøvet at samle underskrifter på vejen, så vi kan få kommunen til at fjerne Klunke-Jørgen. Men der var ingen, der ville skrive under. Nogle foreslog, at jeg prøvede at tale med Klunke-Jørgen. Tale med ham?! Manden er jo dødsensfarlig!

Jeg er ved at være træt af, at Klunke-Jørgen bliver ved med at have våben, og at ingen vil gøre noget ved det. Og derfor er jeg virkelig glad for, at Bush og Blair har vist hvad man bør gøre med sådan én som Klunke-Jørgen. Deres grundigt gennemtænkte politik har vist vejen. Så i morgen sprænger jeg Klunke-Jørgens hus i luften. Min tålmodighed er opbrugt. Snak løser ingenting. Der skal handling til. Klunke-Jørgen må uskadeliggøres med alle midler. Det er simpelthen for risikabelt at lade være.

Så nej, Saddams kemiske våben var ikke et påskud. Det var den rene, skinbarlige sandhed at manden var en fantastisk farlig trussel mod den frie verden. Al den tåbelige snak om at krigen skyldtes olie og økonomiske interesser - det kan jeg virkelig ikke tage alvorligt. Når nogen fremhæver, at ud af verdens 10 allerstørste selskaber er de fem enten olie-, bil- eller energikonglomerater fra USA og Storbritannien, så er det løgn. Simpelthen. Et selskab som Exxon har to-tre ansatte, højest. Exxon er en lille, faldefærdig, familiedrevet tankstation i Houston, og de tjener ikke en skid. Familien bor i en trailer og har femten hunde, mest som et billigt alternativ til lørdagskylling. Exxon er nul og niks - de har ingen politisk indflydelse overhovedet. Og ingen skal komme og sige at USAs energiforbrug pr. indbygger er suverænt det højeste i verdenen. Det er en nedrig løgn. Amerikanerne bruger stort set ikke olie - deres biler kører på kompost og gammel skolemælk. Så USA har ingen interesser i Iraks olie. Fat det så!

I øvrigt så elsker jeg den måde, som Ulla Terkelsen tager tråden op fra et båndet indslag - "Ja, som vi lige har set, så..." eller: "Ja, som du lige har sagt..." Så ved man, hun vil sige noget nyt og indsigtsfuldt.

Hvad vil du helst gøre for 20.000 kroner?

2%
Drikke Mogens Glistrups tis.
9%
Drikke Anne Marie Helgers tis.
9%
Tungekysse i mindst fem minutter med Arne Melchior.
25%
Tilbringe en uge indespærret med Moses Hansen.
55%
Hvad har det at gøre med Irak?

Afgivne stemmer: 367. Afstemning afsluttet 15. juni 2003.

Det har naturligvis ingenting at gøre med Irak. Jeg ville bare lige se om der kunne tænkes værre ting end at være låst inde med Moses Hansen. Det kunne der sjovt nok godt.

Afstemninger fra 2. halvår 2003, 1. halvår 2002 og 2. halvår 2002.

Denne side indeholder:
Proteiner: 2%
Kulhydrater: 15%
Fedt: 0%
Magnesium: 83%