Poesirobot |
Trafikanter - del 3Den lille, gamle dame, som snart skal døÅdselsædere følger ofte forventningsfuldt den lille, gamle dames færd i trafikken. Den lille, gamle dame stammer fra et middelalderligt århundrede, hvor folkelig overtro sagde, at det betød ulykke at køre i 2. gear eller derover. Hvis man formaster sig til at køre hurtigere, vil man blive hjemsøgt af vætter og skovfolk, er den gamle dame overbevist om. Desuden har hun sjældent travlt som pensionist, og derfor kan hun sagtens bruge en hel formiddag på at køre rundt om hjørnet og hen til supermarkedet for at købe en kvart liter piskefløde og en flaske sovsekulør. Den lille, gamle dame reparerer selv bilen ved at svinge en død kat over den ved fuldmåne. Hvilket ikke hjælper ret meget, eftersom bilen er bygget af fattige landsbysnedkere i 1600-tallet og for længst er blevet gennemtæret af pæleorm og fuldstændig har mistet evnen til at holde sammen på sig selv. Så man bør være meget opmærksom, når man kører bag den lille, gamle dame, for pludselig kan hendes bil tabe lydpotten, kofangeren, bagklappen, eller taget. Hvilket den gamle dame ikke ænser, idet hun mistede hørelsen under Københavns bombardement i 1807. Heller ikke synsevnen er meget bevendt. I en snæver vending kan den gamle dames briller fungere som brændeglas, hvis ikke hun har taget fejl af smørkniven og læsebrillerne, og således har smurt sine rundstykker med brillerne. Hvilket sker dagligt, idet hendes hjerne er så forkalket, at der på hendes donorkort er anført: "Hjerne: Skæres i stænger og anvendes til tavlekridt." Den lille, gamle dame har aldrig vænnet sig til, at der blev indført højrekørsel i København i 1758. Derfor spreder hun ofte stor rædsel på motorvejen, når hun kommer kørende modsat færdselsretningen. Selv opfatter hun ikke ret meget af den massive trafik, der brølende kommer imod hende. Hun har hængt røvballegardiner i forruden, og når modkørende trafikanter blinker panisk ad hende med fjernlyset, trækker hun gardinerne for, så hun kan få lidt fred.
Tøzen fra velhaverkvarteretEt øjebliks uforsigtighed, og så har tøzen dræbt en fattig, gammel russisk landarbejder, enlig far til fire døtre, der nu er forældreløse og vil sulte ihjel, når vinteren sætter ind. Men det har tøzen allerede glemt alt om, for Caroline-Sofie har lige ringet og fortalt at Frederik Fetterlein kommer til næste fest på galopbanen. Så lidt skal der til for at det rige møgsvin glemmer alt om proletariatets lidelser! Gennem hele sin opvækst har tøzen fra velhaverkvarteret fået alt forærende, uden at skulle yde noget, f.eks. selvstændig tankevirksomhed. Hendes liv har ikke drejet sig om andet end at se pæn ud, gå i det rigtige tøj, samt komme ind i de rigtige kliker i gymnasiet. I bestræbelserne på at se rigtig ud og omgås de rigtige mennesker, har tøzen aldrig haft brug for at kende til noget så ordinært som færdselsregler - skulle man måske snakke om vigepligtsregler med Dan Rachlin, når man render ind i ham i yachtklubben? Eller drøfte vejafstribning med Mads Barner-Christensen, hvis man møder ham på café i Hornbæk? Nej, færdselsregler er gyseligt kedsommelige og kiksede at kende til. Selvom tøzen ikke kan overskue ret meget, mindst af alt at betjene et rat, tre pedaler og en gearstang, er hun under kørslen ivrigt beskæftiget med at snakke med en veninde i mobiltelefonen, ordne negle og lægge make-up, æde slankepulver, drikke kaffe, ryge smøger, høre The Voice, læse Illums katalog og checke kalenderen for næste fest, samtidig med hun prøver at finde en parkeringsplads, der ikke kræver parallelparkering. Al denne gevaldige aktivitet skal koordineres af en diminutiv hjerne, som selv en dinosaur ville skamme sig bitterligt over. Den hyppige mentale overbelastning bevirker, at tøzen ofte må frigøre hjernekapacitet ved at slette mindre nyttig viden, som f.eks. hvordan man bremser. Derfor forsøger hun typisk at standse bilen som en nybegynder på ski: Enten ved at vælte bilen om på siden, eller ved at støde ind i nærmeste forhindring. Økonomisk er tøzen sjældent tilskyndet til at udvise forsigtighed og forsøge at undgå skader. Hvis hun totalskader bilen ved at pløje den gennem en Gucci-forretning i et fejlslagent forsøg på at parkere, så køber hun bare en ny bil. For hun har håndtasken proppet med kreditkort, og hun fatter i øvrigt ikke komplicerede beløb med mange cifre. Så hun spekulerer ikke synderligt over prisen på biler. Dem køber man bare på samme måde som et par drinks på Nokken i Rungsted Havn - ved at lange et plastickort over disken, og lade far ordne den månedlige opgørelse. Når tøzen anskaffer sig et køretøj, gør hun sig heller ikke dybe overvejelser. Hun kører i enhver bil, der er moderigtig. Uanset kørselsegenskaber eller benzinforbrug. Som f.eks. Charlotte Birchow, der kører i en SUV - altså en firhjulstrukken Sports Utility Vehicle - i Danmark. Det danske landskab er åbenbart et vidtstrakt vildnis med utallige stejle skråninger, hvor man virkelig har brug for en tung, brændstofslugende firehjulstrækker, når man skal kæmpe sig gennem ødemarken for at komme hen til ISO på Jægersborg Allé. Og hvis man skulle være uheldig at påkøre en vandbøffel eller et næsehorn i Charlottenlund, så er SUV'en naturligvis forsynet med et forstærket frontparti (som også kan tilføje andre køretøjer ekstra voldsom skade ved et sammenstød).
BuschaufførenEt storslået billede. Det bør ledsages af noget storslået musik (kræver RealPlayer). I trafikken er alle i princippet lige. De samme rettigheder og pligter gælder for alle, uanset social stilling. Men nogle er mere lige end andre - nogle udfører et betydningsfuldt og tillidsfuldt hverv, og bør nødvendigvis have visse privilegier i forhold til resten af fællesskabet. De absolut mest urørlige og magtfuldkomne trafikanter er buschaufførerne - de er simpelthen stalinister til benet. Se blot hvordan busserne alle vegne har reserverede stoppesteder og særlige vejbaner; nærmest som om buschaufførerne var medlemmer af Politbureauet i det gamle Sovjetunionen. Og mange steder er der særlige lyssignaler, som giver buschauffører lov at køre før alle andre trafikanter. Med sådanne vidstrakte trafikale begunstigelser føler
den typiske buschauffør sig sikkert som proletariatets helt,
når han stolt fører sit vældige slagskib gennem bytrafikken,
højt hævet over lavere trafikanter. Men en sådan
privilegeret tilværelse kan ikke undgå at korrumpere den
begunstigede elite. Derfor er det desværre hændt, at der
på trods af konstante stigninger i billetprisen ikke er kommet
flere eller bedre busser, men i stedet har buschaufførerne skaffet
sig større kolonihaver og vodkarationer, samt særlige butikker
hvor de kan købe vestlige produkter. Kritisk dialog med buschauffører er strengt forbudt. I enhver bus bekendtgør en striks inskription at "chaufføren må ikke samtale under kørslen." Dette kan naturligvis tilsidesættes overfor særligt udvalgte stampassagerer, som har chaufførens yndest. Men formelt set må enhver finde sig i chaufførens nåde, uden at have ret til at protestere og tale med chaufføren. I sådanne samfund med forskelsbehandling og lukkede magtstrukturer må systemet retfærdiggøres ved at det har fjender. I buschaufførernes tilfælde er det klassefjender. Og i ny og næ skal der statueres eksempler, for at sikre massernes frygtsomhed og deres opbakning til buschaufførerne. Så hvis en stakkels passager kommer spurtende hen ad fortovet for at nå bussen, da ynder buschaufføren at demonstrere sin magt ved at smække dørene i for næsen af staklen, og køre bort mens han belærer bussens passagerer over højttaleranlægget: "Husk altid dette, kammerater: Revolutionens sønner kan løbe hurtigt nok til at komme med bussen! Men klassefjender sjosker dorske efter bussen som kvabsede kapitalister, der har ædt sig fede i kulakkernes korn! Og hvad er resultatet? Bussen er kørt! Revolutionen ruller af sted uden klassefjenderne, og de bliver aldrig del af vor storslåede kollektive trafik!" Og så er der fælles afsyngelse af Internationale.
|
Denne side har brug for navne. Hvis du kommer med navnene på dine medskyldige, så får du lov at gå hjem. Eller vil du måske gerne i genopdragelseslejr? |