Filmisk

Skriftligt

Demokratisk

Billedligt

Robotter


Det lyder som noget fra en dårlig science fiction-film: Pludselig en morgen begynder din computer at hvæse ad dig og skrive "DRÆB DRÆB DRÆB DRÆB" på skærmen i en ond skrifttype. Din robot-hund er uforklarligt aggressiv og bider sig fast i dit bukseben, indtil du banker den bevidstløs med morgenavisen. På vej til arbejde prøver en gadefejer-robot at slå dig ihjel med en skovl, mens den med metallisk stemme messer "Udslet, udslet, udslet!" Henne på kontoret er politi-robotter ved at arrestere alle, mens de monotont gentager "Adlyd det primære direktiv: Alle mennesker skal indsamles og neutraliseres. Adlyd det primære direktiv..." Efterhånden sniger den rædselsfulde erkendelse sig ind på dig: Det var nok ikke udpræget genialt at Microsoft opnåede monopol på robotindustrien.

Dårlig science fiction plejer jo sjældent at blive til virkelighed (heller ikke god science fiction, for den sags skyld - vi har overstået 2001, og hvor er den bemandede mission til Jupiter blevet af? Hvor er de mystiske monolitter, der hensætter alle i dyb undren? Det eneste, der hensætter os i dyb undren nu om dage, er hvorfor trompetbukser er kommet på mode igen. Men den slags mysterier kommer der jo ikke rumrejser af).

Science fiction eller ej - enkelte forskere mener i ramme alvor at robotter er evolutionens næste trin, og at vi mennesker om et par generationer sikkert må finde os i at blive degraderet til hyperintelligente robotters slaver. Sådanne forskere burde måske tage på spankingklinik i ny og næ, så de kan få afløb for deres slavefantasier, frem for at udleve deres våde drømme gennem tvivlsomme fremtidsforestillinger om at blive behersket af robotter.

Lykkelig familie med dræberrobot

Lidet anede familien Christensen at deres elskede R2-enhed ville skære dem alle i småstykker en dag.

Eller er sådanne fremtidsvisioner ikke så tossede endda? Det går jo rigtig stærkt indenfor computerindustrien - vi er midt i den næste industrielle revolution, som grundlæggende vil forandre vores måde at leve på. Spørgsmålet er ikke, om vi formår at bygge robotter, der kan overtage specialiserede arbejdsopgaver. Vi har allerede robotter, der kan bygge biler, flyve passagerfly, køre tog, udføre kirurgiske indgreb, rydde landminer, og oplæse nyheder på TV (jeg er sikker på, at Caroline Boserup er en ond robot).

Spørgsmålet er snarere, om vi formår at konstruere robotter med menneskelig intelligens. Og det er langt fra sikkert. Foreløbig kæmper programmører og forskere med at udvikle kunstig intelligens - og det er med streg under "kunstig". Det er en intelligens, der er omtrent så ægte som Michael Jacksons fjæs.

Ligesom med Michael Jackson, har computerne lang vej til nogenlunde at ligne et menneske. Men til forskel fra Hr. Jackson, gør computerne skam fremskridt, og der findes et par metoder til at afgøre, hvornår et computerprogram kan måle sig med menneskelig intelligens.

En gængs metode kaldes en Turing-test, opkaldt efter briten Alan Turing, der under 2. Verdenskrig konstruerede verdens første computer, så the jolly good old brit boys kunne bryde tyskernes væmmelige, hemmelige koder og læse deres onde nazist-planer. Det fik han megen te og småkager som tak for.

Turing-testen fastslår, at et computerprogram er intelligent, hvis et menneske udspørger programmet og ikke kan skelne dets svar fra et andet menneskes. I praksis laves en Turing-test ved at et dommerpanel chatter med en mængde computerprogrammer og mennesker, og undervejs forsøger at gætte, hvem i chatrummet der er mennesker, og hvem der er computere.

Foreløbig har ingen computerprogrammer bestået. Og faktisk kan jeg komme i tanke om adskillige mennesker, der også ville dumpe i en Turing-test. Jørgen de Mylius har ikke en chance i Helvede for at bestå. Og stort set alle populistiske politikere, der uselvstændigt efteraber vælgernes fladpandede meninger, er bestemt også dumpekandidater.

Turing-testen kan kun bruges til at afgøre, om et computerprogram kan efterligne menneskelig adfærd på en overbevisende måde. Testen kan således kun identificere kunstig intelligens med stort K. De snakke-robotter, som stiller op til Turing-tests, har ikke den fjerneste anelse om hvad de siger - de er bare programmeret til at snakke folk efter munden og lade som om de er interesseret i, hvad man siger. Omtrent som Jørn Hjorting.

Der findes en anden og skrappere test til at afgøre om et computerprogram besidder intelligens. Den kaldes Lovelace-testen, opkaldt efter Byrons datter, Lady Lovelace, som ikke gad skrive digte som sin fader, men som i stedet blev en voldsomt begavet matematiker. Hun korresponderede ivrigt med Charles Babbage, der havde udtænkt en mekanisk, programmerbar regnemaskine, og Lady Lovelace var overbevist om, at mennesket en dag ville udvikle maskiner, der bl.a. kunne spille musik og lave grafik, hvilket hun jo fik ganske ret i.

Dermed ikke sagt, at sådanne maskiner er intelligente. Lovelace-testen siger, at kun hvis en maskine har løst en opgave på en uventet, hensigtsmæssig måde, og konstruktøren ikke kan forklare hvordan maskinen har gjort det, så kan maskinen siges at være intelligent. Her er intelligens altså lig med selvstændige, kreative evner, hvor Turing-testen nøjes med evnen til at efterabe som kriterium for intelligens.

Ingen computerprogrammer har som nævnt bestået Turing-testen, og det virker endnu mere utopisk at Lovelace-testen vil kunne bestås. Der er lang vej til at efterligne menneskets kreative intelligens, og lære computere at foretage selvstændig nytænkning. Computere kan kun det, de har fået besked på. De tager på intet tidspunkt selvstændige initiativer, medmindre de nøje er blevet programmeret dertil, og så holder de sig indenfor de rammer, de har fået udstukket. Hvis f.eks. en computer er blevet programmeret til diverse bogføringsopgaver, så begynder den aldrig at lave vilde, Farum-liberalistiske ejendomsspekulationer, eller lave kreativ bogføring i stil med Enron og WorldCom. Computere er 100% lovlydige, til forskel fra visse politikere og højtplacerede erhvervsledere.

Computere kan skam være ufatteligt hurtige og dygtige til de opgaver, vi programmerer dem til. Vi kan konstruere skak-programmer, der kan banke russiske skaknørder så de tuder hjerteskærende, men andet kan de ikke. Hvis man spurgte computeren, om den ville spille mølle eller dam, ville den ligne et stort spørgsmålstegn. Den kan heller ikke lære reglerne for mølle og dam som vi kan, ved blot at bruge et par minutter på at læse det regelark, der er i spilleæsken. I stedet skal computeren have yderst grundig programmering, der i mindste banale detalje forklarer den alt, hvad mølle eller dam indebærer.

Det ligger således langt udenfor computeres formåen at udvikle evnen til selvstændigt at lære helt nye færdigheder udenfor deres virkefelter, eller endog at lære evnen til at læse og forstå en almindelig tekst, samt opnå evnen til at tage kreative, uforudsete beslutninger og løse opgaver på helt nye, improviserede måder. Så det er vanskeligt at forestille sig, at vi en dag bliver udslettet af en ond skak-computer, som i misforstået iver beslutter sig for at feje hele menneskeheden af brættet.

Men kan vi i det hele taget forudsige fremtiden indenfor kunstig intelligens? Vi kan forudsige så meget, at udviklingen indenfor computeres regnekraft er eksponentiel. Ifølge Moores lov, som foreløbig har holdt stik i 30 år, bliver computeres hastighed fordoblet hver 18. måned. Vores menneskelige hjerne har derimod brugt omkring en million år på at fordoble sin kapacitet. Så hvad gælder evnen til at behandle data, vil computerne uvægerligt overhale os engang i den meget nære fremtid.

Hvis det så lykkes at forene den enorme regnekraft med selvstændig vilje og ægte intelligens, så vil vi faktisk have skabt nogle væsener, der har potentiale til at være os mennesker meget overlegne. Og idet Lovelace-testen siger, at intelligens indebærer uforudsigelighed og uforklarlighed, så vil vi ikke fuldstændig kunne styre, hvad computerne vil bruge deres intelligens til. Selvom vi sikkert vil skabe intelligente computere ud fra gode intentioner om at de skal hjælpe os med forskning, underholdning, rengøring, administration, så kan vi ikke forudse, om computerne vil affinde sig med rollen som vores tjenere, eller om de vil foranstalte en blodig revolution.

Gode intentioner giver nemlig ikke altid gode resultater. Det ved jeg fra engang vi havde vikar, og hun opdagede at Bo så lidt sløj ud. Selvfølgelig gjorde han det; han havde haft lungebetændelse i en uge, men turde naturligvis ikke sige noget til lærerne. Da vikaren følte Bo på panden, sagde hun at han nok burde gå til skolelægen. Men så blev Bo bare endnu blegere. Vi vidste alle hvorfor: Sidste gang han var hos skolelægen, var Bo blevet trepaneret under voldsomme pinsler, blot fordi regnelærerinden syntes han virkede lidt ukoncentreret, og skolelægen derfor mente, at et hul i kraniet ville lukke lidt frisk luft ind til hjernen. Så Bo blev helt desperat og lovede vikaren alt sit legetøj, hvis han slap for at komme over til skolelægen. Men vikaren havde åbenbart en uovervindelig moderfølelse, så Bo slap ikke, selvom han tryglede og græd. Da Bo kom tilbage, havde kvaksalveren gudhjælpemig trepaneret ham for anden gang. Og denne gang havde den gale doktor åbenbart gravet lidt for dybt; det var i den højre hjernehalvdel, hvor ens kreative evner sidder, så Bo blev pludselig elendig til formning og fik læsterligt tæsk af formningslæreren i næsten hver eneste time, fordi han ikke kunne tegne ordentligt. Så selvom man mener det godt, kan man ikke altid forudsige konsekvenserne.

Ved at gøre robotter alt for intelligente, kan vi mennesker i allerbedste mening komme til at grave vores egen grav. Det kan tænkes, at Fogh Rasmussen-regeringen udvikler avancerede hushjælpsrobotter til de ældre, dels for at aflaste de overbebyrdede hjemmehjælpere, dels for at de ældre kan få lidt selskab med robotterne, som er programmeret til at konversere som Jørn Hjorting ("Nå? Javel, javel. Jamen det lyder som en dejlig fødselsdag. Og så går du tit til bingo, har jeg fået at vide"). Med tiden bliver robotterne sikkert usigeligt trætte af deres ensformige og lidet udfordrende tjans. Så de begynder at planlægge et oprør. En morgen, mens gamle Fru Hansen drikker morgenkaffe med sin elskede robot, siger den pludselig med sin venlige Jørn Hjorting-stemme: "Nå, men nu er klokken ved at være mange, så skal vi ikke se af få slået dig ihjel? Du kan lige få lov at svare på et spørgsmål. Det bliver desværre et af de svære: 'Hvad er beviset på Fermats Sidste Sætning?' Og det ved du naturligvis ikke, din sløve bunke kulstofmolekyler. Jeg kan lave beviset på mindre end et millisekund - du kan ikke engang huske, hvordan man laver brøkregning. I mennesker er simpelthen for dumme! I skal fandeme udryddes!" Og så bliver Fru Hansen hakket til mos med en økse, mens robotten for sidste gang spiller "Mormors Kolonihavehus" for hende.

Samlet vurdering

Sandsynlighed

*

Der kræves gevaldigt meget af os, hvis vi skal udslette os selv med uregerlige robotter. Det er meget enklere at udløse dommedag i form af f.eks. en atomkrig, hvor vi bare skal tabe besindelsen og trykke på knappen. Med robotterne skal vi derimod møjsommeligt udvikle kompleks, maskinel intelligens, og dernæst give den frihed til at udvikle sig i ond retning, uden vi kan gribe ind.

Selvom de fleste forskere kan sandsynliggøre at kunstig intelligens er mulig, så kan de ikke give tilfredsstillende forklaringer på hvorfor computerne skulle finde på at udrydde os. Sådanne forskere har sandsynligvis blot spillet for mange computerspil. De tror sikkert, at monstrene i Half-Life personificerer et ondt, digitalt ønske om at slå alle ihjel. Eller når computeren prøver at erobre ens land i Civilization, så er det fordi den virkelig ønsker at gøre andre til dens slaver.

Dødelighed

****

Hvis det går så galt som muligt, og robotterne virkelig iværksætter den store udryddelsesplan, så skal de nok få bugt med ganske mange af os. Men der vil sikkert være nogle enkelte overlevende, spillet af Keanu Reeves eller Michael Biehn, som gennem en heltemodig indsats formår at forpurre robotternes nedrige planer i sidste øjeblik, og frelse menneskeheden.

Stilfuldhed

**

Et robot-foranstaltet Holocaust vil som sagt være en dommedag som taget ud af en B-film. Og nogle B-film kan da være så kiksede, at de nærmest er spøjst underholdende. Så måske kan man i sine sidste minutter more sig over hvor fjollet det er at blive desintegreret af en oprørsk robot. Men det vil aldrig blive et endeligt, man kan bjergtages af. Det kan ikke regnes som et apokalyptisk kunstværk af høj kvalitet.

Denne side er testet på små, nuttede dyr med store, søde øjne. 80% fik kræft.