Kosmiske katastrofer

Et af mine yndlingseventyr som lille proprietær var min farfaders fortælling om den lille Kylle-Rylle, som fik en nød i hovedet og straks blev bange for at himlen ville falde ned. Så Kylle-Rylle rendte rundt i rædsel og råbte "Himlen falder ned!" og satte panik i alle skovens små dyr, der forvildet forsøgte at flygte. Og i deres kollektive angst slog de følgeskab med Ræv Skræv, som naturligvis spiste dem alle til sidst.

Massehysteri er således ikke en særlig kvik ting - men kan vi egentlig undgå at være lidt bekymrede for hvad universet kan finde på? Det faktum at universet er fuldstændig lufttomt og ufatteligt koldt, burde være en klar indikation på at universet ikke er et udpræget venligt stemt overfor os. Og der er skam et væld af temmelig brutale måder, hvorpå universet kan gøre det af med os.

Kosmos - kønt ser det ud, men der er pissekoldt og ganske ubehageligt at være.

For det første er der meteorer og kometer. Solsystemet er spækket med koloenorme klippestykker og snavsede snebolde, der ikke kunne tænke sig noget bedre end at brase ind i vores pæne planet med ufattelig kraft. Hvilket er sket flere gange før.

I 1908 eksploderede et meteor over Tungska i Sibirien. Ikke et særligt gigantisk meteor; blot på størrelse med en 12-etagers bygning, men alligevel tilstrækkeligt til at forårsage en eksplosion på omkring 13 megaton TNT - svarende til en af de allerkraftigste atombomber, supermagterne har i vore dage. Gennemsnitligt går der kun 300 år mellem at Jorden bliver ramt af et meteor i den størrelsesorden. Dengang i 1908 var vi heldige at meteoret ramte et øde område i Sibirien, og kun formåede at vælte alle træer en radius af 40 kilometer, samt at lave et brag, der kunne høres helt i London. Vi kunne ånde lettet op, men universet har sikkert tænkt: "Pokkers, forbier!" Og næste gang vil universet nok bestræbe sig på at sigte lidt bedre og ramme et større befolkningscentrum.

Selv et meteor, der kan udslette en storby, hører til småtingsafdelingen. Kosmos kan skam godt fremskaffe væsentlig større kasteskyts i ny og næ. For 65 millioner år siden blev dinosaurerne og størsteparten af datidens dyre- og planteliv udslettet af et kæmpemeteor på omkring 10-14 kilometer i diameter. Nedslaget forårsagede en eksplosion svarende til omkring 200 millioner sprænghoveder fra russernes SS-18 "Satan" missiler. Jep, jeg sagde "millioner". På nuværende tidspunkt har Rusland og USA tilsammen ca. 20.000 sprænghoveder - så selvom vi mennesker virkelig anstrenger os, og affyrer alt hvad der kan krybe og gå fra alverdens atomarsenaler, vil det blot være en forsigtig fis sammenlignet med det dundrende dommedagsbrag fra et kæmpemeteor.

Mindre kan også gøre det. Et meteor på bare en kilometer i diameter er nok til at udløse en dødbringende atomvinter og udslette omkring halvdelen af alt liv. Sådan et meteor rammer Jorden med omkring 2 millioner års mellemrum. Altså omtrent samme tidsrum, som man behøver for at finde en berømt belgier, der ikke er beskæftiget med tegneserier eller pædofili - uendeligt mange år i forhold til et menneskeliv, men i kosmologisk henseende er det blot en dags tid. Sagt med andre ord er det nærmest en daglig foreteelse at halvdelen af livet på Jorden udslettes, ud fra universets tidsopfattelse. Og ligeledes er det ud fra universets målestok også en næsten daglig begivenhed at belgiere opnår berømthed - det er meget svært at fatte; ja, man bliver nærmest svimmel af at tænke på det.

Hvis man yderligere vil have rystet sit vante verdensbillede, hvor himlen plejer at være blå og fredelig, og alle belgiere henslæber deres triste liv i komplet glemsel, så kan man med fordel lære lidt om supernovaer.

Prøv at kigge på nattehimlens funklende stjerner - dette storslåede tæppe besat med kostbare og glitrende juveler, denne fantastiske smukke kuppel med tusindvis af strålende små vinduer, denne prægtige og fortryllende sværm af yndige små lys. Og så tænk på at hvert eneste af alle de små, søde lys uvægerligt vil dø, vil eksplodere som en gigantisk ildkugle og vil forårsage død og ødelæggelse omkring sig. Hver gang en stjerne dør, kan der være hele civilisationer, der udslettes for tid og evighed.

Når vores egen Sol brænder sammen og eksploderer, vil den dræbe alt liv i solsystemet. Men det sker først om 5 milliarder år, og til den tid er vi enten forlængst uddøde eller er flyttet hjemmefra. Så det er nok tvivlsomt, om vi vil være vældigt kede af at Solen svulmer op til kæmpestørrelse og opsluger både Merkur og Venus og Jorden. Egentlig er det helt i orden hvis Merkur og Venus forsvinder - de to planeter har jo aldrig lavet nogetsomhelst nyttigt.

Men inden vi når så langt, vil vi have oplevet utallige andre novaer. Nogle af dem med temmelig store stjerner, blandt andet bæster som Betelgeuse eller Eta Carinae. Og de kan godt gøre ondt, når de eksploderer, selvom man er langt væk.

Eta Carinae - en olm satan, man bestemt bør holde sig fra.

Eta Carinae ligger omkring 7.500 lysår væk, og er en ordentlig moppedreng. Omkring 100 gange større end Solen, hvilket er omtrent så stort, som en stjerne overhovedet kan blive. Det er altså en stjerne på steroider - et foruroligende muskelbundt.

Og ganske som en bondsk bodybuilder, der æder steroider og snuser amfetamin i lange baner, og dermed overhovedet ikke kan styre sit temperament og roder sig ud i evindelige diskoteksslagsmål, således udviser Eta Carinae også temmelig ustabil adfærd. Mellem 1835 og 1855 lyste Eta Carinae så voldsomt op, at den blev himlens næst-lyseste stjerne efter Sirius. Derefter dæmpede den sig til sin normale lysstyrke i hundrede år, indtil den omkring 1950 begyndte at stige i lysstyrke igen.

Sådan adfærd er et sikkert tegn på en foranstående supernova. Med "foranstående" menes der et sted mellem i morgen og hundredetusind år. Og med "supernova" menes der i Eta Carinaes tilfælde en hypernova - en så ufattelig stor supernova, at Mælkevejen næppe har oplevet noget lignende.

Hypernovaen vil udsende gigantiske mængder af gammastråling, som er noget af den værste stråling, universet har brygget sammen. Selv adskillige tommer af stål kan ikke standse gammastråling. Og de 7.500 lysår, der er mellem os og Eta Carinae, er ikke nok til at fortynde de massive mængder af stråling, som stjernen udsender ved sin død.

På den side af Jorden, der vender mod Eta Carinae, vil alle mennesker få ti gange dødelig dosis af gammastråling. Halvdelen af de ramte vil dø af strålingssyge inden en måned. Dyre- og plantelivet vil være i lige så dårlig forfatning, og for at gøre problemerne værre, vil gammastrålingen få ozonlaget til at fordampe fuldstændig. Så selvom man var blandt de heldige på den anden side af Jorden, så får man rigeligt med bekymringer når ozonlaget er væk.

Eta Carinae er således en stjerne, der har "dårligt nyt" skrevet overalt på sig. Den har præcis samme ubehagelige udstråling som en steroidsvulmende bonderøv på et provinsdiskotek kl. to om natten, efter han har drukket alt for meget fadøl og taget alt for meget speed, og er skidesur over at ingen piger gider have noget at gøre med en stupid, stofmisbrugende taber som ham, og det skal selvfølgelig gå ud over nogen, synes han. Så der vanker øretæver til enhver, der kommer i vejen.

Samlet vurdering

Sandsynlighed

Selvom kosmiske katastrofer rimeligt sikkert vil indtræffe, så sker det gennemsnitligt med mindst nogle hundredetusind års mellemrum, så vi burde have tid til at udvikle effektive forsvarsteknologier. Medmindre videnskabsfolkene virkelig driver den af de næste mange århundreder ("Jaja, vi skal nok udvikle en antimeteorkanon i morgen. Men i dag er vi trætte. Så vi vil tage en lur. Eller skal vi sidde og skide og læse Illustreret Videnskab først? Ja, skidning og så lur - det er dagens program."). Det er næppe sandsynligt, at de fleste forskningsinstitutioner rammes af kronisk sløvhed; der vil altid være en emsig stræber, der er vild efter at få Nobelprisen, og som forsker dag og nat.

Ligesom i min folkeskole - der sad jeg også konstant på biblioteket, mens de andre fra min klasse spillede foldbold. Det var nu ikke af lyst, snarere af uheld. Jeg havde engang glemt at bukke for skoleinspektøren, og så var straffen fem års eftersidning på biblioteket, hvor jeg skulle afskrive bøger efter skoletid (lærerne vidste ikke, at trykpressen var opfundet). Jeg blev endog kronraget og iklædt munkekutte.

Jeg kan huske, at jeg morede mig meget over "Oliver Twist" - særligt den scene på børnehjemmet, hvor lille, sultne Oliver spørger forstanderen, om han må få en portion suppe mere. Forstanderens vrede fandt jeg komisk unaturlig. På vores skole var lille Oliver blevet banket ihjel for øjnene af de andre børn, og dernæst var han blevet kogt til suppe, som alle børnene blev tvunget til at spise. "Du kan ikke bare få en portion mere - du kan blive til en portion mere!" havde forstanderen skreget, hvis han var lærer på vores skole.

Dødelighed

Ligesom Oliver Twist ikke havde en jordisk chance på vores dybt formørkede skole, således er Jorden også i overhængende livsfare, hvis en større kosmisk katastrofe rammer os. Så er det uigenkaldeligt forbi med hele menneskeheden. Et kæmpemeteor er som tusindvis af samtidige atomkrige, der gør Jorden nærmest komplet steril. Ligesom Anders næsten blev, da han i biologi skulle høres i Aristoteles' naturlære. Da Anders for tredje gang havde svaret forkert på hvad lykantropi er, blev biologilæreren så gal, at han med begge hænder tog fat i Anders med Det Frygtelige Flamske Nossegreb. Bagefter var der ikke ret meget spræl i ham - ganske som Jorden efter et stort meteornedslag. Ligesom lærerne på vores skole, er universet ganske fermt til at finde på smertefulde og dødbringende måder at uddele prygl på.

Stilfuldhed

Det eneste positive, der er ved de fleste kosmiske katastrofer, er at de er umådelig storslåede og flotte. Men desværre er fornøjelsen for kort. Oplevelsen vil være i stil med en rigtig dyr nytårsraket - den giver en overordentlig spektakulær eksplosion af festlige farver, men glæden er alt for hurtigt overstået. Og hvis man stadig er i live, når fyrværkeriet er forbi, må man som regel vente flere millioner år på næste nytårsaften.

Hvis vi endelig skal udslettes i hobetal, så bør det helst ikke gå så stærkt, at man ikke kan nå at følge med og nyde forestillingen. F.eks. hvis Frankrig bliver ramt - blot et enkelt meteor på størrelse med en lille stillehavsatol kan uden problemer udslette hele Frankrig (hvilket ville være velplaceret kosmisk retfærdighed). Men nydelsen vil være alt for kort. Alle franskmænd vil fordampe på blot få sekunder - man vil sikkert sige: "Var det alt? Burde de ikke lide lidt længere?"

Belgierne vil i øvrigt også fordampe, men det lægger ingen sikkert mærke til. Når man tænker over universets ufattelige størrelse, dets umådelige alder, planeternes evige kredsløb, og hele stjernevrimlens fantastiske dans, så går det virkelig op for én, hvor ubetydelige belgierne er.