Epidemier

Det er et tilbagevendende fænomen i menneskets historie at rigtig mange af os pludseligt bliver rigtig syge. Her hentydes ikke til den dybe, æstetiske kvalme, der opstår i hobetal når Kim Larsen udgiver en ny plade med sjuskede sange. Nej, her tales om vaskeægte sygdomme - bylder, udslæt, væskende sår, og folk der dør skrigende af smerte og med fråde om munden. Vi har oplevet adskillige dødbringende epidemier før, og det vil være stærkt naivt at tro, at det oplever vi nok aldrig igen.

Man ved ikke med sikkerhed, hvad der kan gemme sig af ukendte sygdomme dybt inde i regnskoven. Foreløbig har vi fået AIDS og ebola - næste gang bliver det måske glubske mider, der langsomt æder ens hjerne, så man efterhånden ikke formår andet end at se TV3 og læse formiddagsaviser indtil man dør.

Men, men, men vi har da antibiotika og alt muligt moderne medicin! Penicillin kan da klare næsten hvad som helst, kan det ikke? Tjo, selvfølgelig udvikler medicinalindustrien nye løsninger hele tiden - men det gør sygdomsfremkaldende organismer skam også. Antibiotika har været i almindelig brug siden 1950'erne; det er faktisk ikke så længe, og på den korte tid har adskillige bakterier formået at udvikle immunitet overfor et væld af antibiotika. Desuden virker antibiotika stort set kun på bakterier; der findes massevis af andre organismer, der kan forårsage meget ubehagelige sygdomme: Vira, mikrober, svampe, mider og Birthe Rønn Hornbech. Og inden for alle disse grupper findes der organismer, som medicinalindustrien ikke har nogen mirakelkure imod (især ikke mod Birthe Rønn Hornbech).

Samtidig kan vi som nævnt umuligt forudse, hvad der vil opstå af nye sygdomme, og på forhånd udvikle effektive vacciner. Den hastighed, hvormed medicinalindustrier kan udvikle og distribuere nye vacciner, måles i bedste fald i måneder. I normale tilfælde varer det flere år. Samtidig ved vi fra verdensomspændende udbrud af influenza i 1957 og 1968 at det kan tage under to måneder for en smittefarlig sygdom at sprede sig globalt.

Godt så. Hvis der kommer en epidemi et sted i verdenen, så lukker vi bare grænserne. Ingen sygdomsbefængte fremmede, tak.

Det plejer skam at være den almindelige reaktion. De fleste epidemiske sygdomme bliver ofte tillagt fremmede folkeslag. F.eks. havde syfilis et væld af navne i 1500-tallet: Englænderne kaldte den for "French pox", franskmændene gav den navnet "den italienske syge", russerne brugte betegnelsen "den polske syge" og polakkerne mente den skulle hedde "den russiske syge", og så fremdeles. Det var altid noget, der kom fra folk, man så ned på.

Så hold dig dog for munden, din klamme risgnasker!

På trods af at man mente at have en rigtig god formod­ning om hvem de usle sygdoms­spredere var, formåede man ikke i 1500-tallet at holde uønskede sygdomme ude af ens land. I dag er det faktisk endnu vanske­ligere. I vor global­iserede tidsalder er den internationale samfærdsel af massivt omfang. Hvis en sygdom har en inkubationstid på blot et par døgn, så har den rigelig tid til rejse med luftpassagerer og sprede sig til hele kloden i løbet af ingen tid. I dag er næsten ingen steder fuldstændig isolerede. Man kan komme fra Svalbard til Sydafrika på omkring et par dage (størsteparten af rejsetiden går dog med at vansmægte i lufthavne, og pådrage sig nervesammenbrud på grund af kedsomhed).

Samtidig bor vi stadig tættere og tættere. Det var betingelser, som skabte fortrinlige vilkår for kolera i 1800-tallet, hvor industrialiseringen medførte at byerne voksede eksplosivt. I de nye, tætbefolkede arbejderkvarterer gad byggematadorerne sjældent spilde penge på ordentlig kloakering og drikkevandsforsyning (oh, den herlige kapitalisme - alt bliver så smukt og velfungerende og sundt, når blot markedet får lov at passe sig selv). Så derfor hentede mange deres drikkevand samme sted som de sked, hvorved der opstod endeløse kolera-epidemier. Hvis nogen en sjælden gang havde normal afføring, var der nærmest byfest i vedkommendes arbejderkvarter.

Selvom vi nu har rindende vand til både hoved og røv, så er befolkningstætheden stadig en potentiel risiko ved fremtidige epidemier. Vi bor stadig tæt, og vi er samtidig blevet væsentligt mere sociale. Når man havde fri i gamle dage, havde de fleste familier sjældent råd eller energi til andet end at sidde og stirre katatonisk ind i væggen og høre stueuret tikke. Nu om stunder farer vi febrilsk omkring i vores fritid, i sportsklubber, i biografer, på caféer, i butikker. Vi møder væsentligt flere mennesker i løbet af en almindelig dag, end man gjorde for 100 år siden. Og vi rører mere ved andre mennesker. Personligt synes jeg at det er en temmelig usund uskik at give et knus til hvem som helst. Sådanne tætte berøringer spreder lus, og lus spreder tyfus. Det er bedre at bruge et godt, gammeldags håndtryk, naturligvis med handskeklædt hånd, når man hilser på andre end nære bekendte. Gammeldags takt og tone handler ikke bare om snobbede omgangsregler - det handler om at undgå tyfus fra sygdomsbefængte plebejere.

Befolkningstætheden og antallet af berøringer er øget endnu voldsommere i en anden del af vore moderne samfund: I vore dyrebesætninger. Der er stort set intet tilbage af de hyggelige, gammeldags landbrug, hvor der var et par køer og grise og høns på gården. Nu om dage har en landmand måske 30.000 høns proppet sammen som sild i en tønde. Og så siger det sig selv, at nye sygdomme kan spredes som pesten. Hvis en enkelt kyllingebesætning udvikler en helt ny fusionssygdom af salmonella, hønsegalskab og spat, så kan smitten nå ud til tusindvis af forbrugere i løbet af ingen tid. I gamle dage var der måske i ny og næ en enkelt familie, der kradsede af på grund af pølseforgiftning fra en spegepølse lavet af nabogårdens gamle, syge malkeko. I dag har moderne landbrug muliggjort, at hele byer kan udslettes af et parti pestbefængte lørdagskyllinger.

Og hvad med alle de genmodificerede afgrøder, der bliver udviklet? Ingen kan forhindre kreative sygdomsorganismer at låne lidt nyt genmateriale fra bioindustriens afgrøder ("Alt for længe har jeg blot været en simpel fodsvamp. Men disse modificerede champignon-gener er lige hvad jeg skal bruge til at mutere mig til Den Ultimative Dræbersvamp! [Diabolsk latter]"). Selvom generne er beskyttet af alskens patenter og ophavsret, der forbyder kopiering, så er mikroorganismerne nok temmelig ligeglade og desuden svære at slæbe i retten. Piratkopiering er umuligt at standse - også i naturen.

Selv hvis man gør alt for at undgå sygdomme - kun spiser hjemmedyrkede grønstager og drikker kogt regnvand med finsprit og udvikler paranoid berøringsangst overfor andre mennesker - så skal man jo med jævne mellemrum avle nogle børn for at forny menneskebestanden. Og kønssygdomme er noget lumsk djævelskab. På verdensplan er AIDS blevet den fjerdestørste dødsårsag (næst efter fedme, rygning, og dumhed). Derudover kan man få en righoldig cocktail af syfilis, gonorré, klamydia, herpes, mononukleose, svamp og fladlus. Efterhånden er man nødt til at koge sin seksualpartner, før man går i gang. Eller vaske vedkommende i sprit (Advarsel: Lad være med at ryge efter seksualakten, hvis Deres sengepartner er blevet vasket i sprit).

Vi må nok indstille os på, at vi ikke kan undgå epidemier. Af alle de dyrearter, der har levet på Jorden, er 99% uddøde med tiden. Der er selvfølgelig kommet nye til, men det er ganske sikkert og vist, at ingen dyreart lever evigt. Gennemsnitligt overlever en pattedyreart i omkring en million år. Vi har foreløbig været her i 300.000 år, og personligt tror jeg ikke, at vi når gennemsnitslevealderen. Sådan som vi mishandler regnskoven, vil den sikkert hævne sig med endnu et par sygdomme, efterhånden som vi hugger os længere ind i skovens ukendte dybder. Noget kunne tyde på, at sygdomme er regnskovens immunforsvar mod destruktive arter. Siden skovfældningerne tog til efter 2. Verdenskrig, har regnskoven foreløbig givet os marburg virus, lassa virus, ebola, hepatitis C, og HIV. Det bør vi nok opfatte som kraftige advarsler ("Jeg ved, hvad I tænker, mennesker: Har den givet os seks sygdomme, eller kun fem? Tja, i al den ståhej har jeg faktisk selv glemt at tælle efter. Men eftersom jeg er en regnskov, og jeg indeholder nogle af de allermest dødbringende sygdomme på kloden, deriblandt mikrober, der kan få jeres kranie til at eksplodere, så må I stille jer selv dette spørgsmål: Føler vi os heldige? Nå, gør I, røvhuller?!")

Samlet vurdering

Sandsynlighed

Vi er som sagt mange, vi bor tæt, vi rejser meget, vi omgås meget (også kødeligt), og vores fødedyr er stuvet sammen som i koncentrationslejre. Det er nærmest drømmebetingelser for enhver ambitiøs sygdomsbakterie eller -virus. Sandsynligheden for en global epidemi (kaldet en pandemi) er langt større end den var for hundrede eller femhundrede år siden. At vi har en moderne lægevidenskab er blot en garanti for at vi næppe oplever gengangere af gamle pandemier. Men det er ingen evig garanti for at der ikke vil opstå nye sygdomme, som lægevidenskaben er forsvarsløs overfor.

Dødelighed

Menneskeheden har altid været udsat for epidemier, selv i perioder hvor lægevidenskaben befandt sig på et komplet formørket niveau, hvor topmålet af medicinsk behandling var klæge grødomslag, blodsugende igler eller trepanationer (sidstnævnte blev sjovt nok også brugt flittigt af vores skolelæge). Selv med en aldeles imbecil og direkte livsfarlig lægestand har menneskeheden kunnet overleve både pest og kolera uden at blive sat voldsomt tilbage i udviklingen. Tværtimod løste Den Sorte Død et kronisk overbefolkningsproblem i 1300-tallet, og sørgede for at der var dejligt meget landbrugsjord tilbage til de overlevende. Og nu da størsteparten af verdenens stater kæmper med et foruroligende stigende befolkningstal og deraf følgende kronisk fattigdom, så kunne en rask lille epidemi måske være lige det, vi har brug for.

Stilfuldhed

Det vil aldrig være rasende æstetisk at dø af væskende bylder eller gurglende hoste. Kun enkelte sygdomme som f.eks. tuberkulose kan siges at være romantiske, mest fordi adskillige af 1800-tallets digtere døde af tuberkulose og skrev storslåede digte derom. Syfilis skulle efter sigende have sine morsomme sider, særligt i dens 3. stadie, hvor man bliver rablende vanvittig. Hundegalskab skulle også være ganske underholdende at se på. Og kolera giver usædvanligt voldsomt tyndskid, oftest noget nær en liter i timen. Men sådan latrinær humor er dog på ingen måde stilfuld, og størsteparten af dødelige sygdomme er slet og ret ulækre og ubehagelige. Samtidig er epidemier i sagens natur temmelig ensformige - man vil nok savne lidt variation, når flere hundrede millioner mennesker går og hoster konstant og dratter om med blodig fråde om munden. Derfor kan der umuligt gives mere end én hat, når vor undergang næppe indebærer andet end en ensformig og ulækker massedød.