Filmisk

Skriftligt

Demokratisk

Billedligt

Atomkrig


Billede af paddehattesky

Dette bliver det sidste, mange vil få at se.

Skal festen slutte, så lad den da slutte med et brag. Og det er næppe helt usandsynligt at en galning råber "Nu er det nok!" og starter et atomragnarok. Når man ser på hvad supermagterne har frembragt af fordrukne eller udviklingshæmmede statsledere de seneste årtier, så er det vist mere held end forstand at foreløbig ingen er kommet til at udløse en altødelæggende atomkrig. Men det kan sagtens nås endnu. Og der bliver endog flere atommagter, særligt blandt tvivlsomme tredjeverdensstater, der ikke just formår at leve i øm harmoni med deres nabolande.

Til forskel fra andre apokalypser, som epidemier eller naturkatastrofer, er atomkrig den eneste form for dommedag, som helt og holdent ligger i vore egne hænder at udløse eller undgå. Og al erfaring viser, at der næsten ikke er grænser for menneskers dumhed. Gud skabte os, så vi ikke fik Hans ubegrænsede visdom - men vi fik ikke begrænset dårskab. Så vi har unægtelig elendige odds imod os, særligt når flere og flere af os får atomvåben.

Dødeligheden i forbindelse med en global atomkrig bærer dog ikke præg af menneskelig inkompetence, snarere af at mennesket faktisk kan have sine lyse øjeblikke og konstruere masseødelæggelsesvåben som er storslået effektive. Atomvåben er virkelig noget fortrinligt djævelskab - en slags superstærk Round-Up mod både mennesker, dyr og planter.

Det farligste ved en global atomkrig er dog ikke de hundredvis af paddehatteskyer, der på få øjeblikke efterlader storbyer som rygende ruinhobe. De af os, der ryger i luften, er skam sluppet nådigt. For atomeksplosionerne har blæst radioaktivt aske, sod og røg helt op i atmosfærens øverste lag, stratosfæren, og deroppe danner det et tæt lag, der lukker for sollyset, så himlen bliver bælgmørk i månedsvis. Det vil være omtrent samme slags støv- og røgfyldte luftlag som fylder den øvre del af indeklimaet i mange beværtninger i Københavns nordvestkvarter. De forskere, der i 1940'erne udviklede atombomben, må have hentet inspiration fra disse beværtninger og tænkt: "Du godeste! Hvis vi kan genskabe denne bodega-luft over hele kloden, så er der ingen grænser for, hvor mange vi kan udrydde! [Grusom latter]"

Som sagt, så gjort. Til forskel fra værtshusene, bliver luften dog ikke kvalmende lummer efter de mange atomeksplosioner. Det globale mørke medfører i stedet en hastig nedkøling. Allerede efter et par uger i mørket er temperaturen dykket ned under frysepunktet, selv i troperne. Folk ved kysterne har det særligt slemt - selvom havene endnu holder på noget af varmen, betyder de store temperaturforskelle mellem land og hav at der opstår gigantiske orkaner og flodbølger. Enkelte dristige surfere har det måske fornøjeligt.

Efterhånden begynder det askefyldte luftlag at drysse ned - men det skal man skam ikke glæde sig til. For asken vil regne ned som syreregn - som så oven i hatten er radioaktiv. Holder man sig inden døre er man stadig ikke sikker, for regnen efterlader et fint, radioaktivt støv, der kan blæse ind alle vegne. Og det hjælper ikke at støvsuge tit.

Det siger sig selv, at flere måneder uden sollys medfører at næsten alle planter visner og dør. Og dermed omkommer gevaldigt mange planteædere, hvorved også en hel del kødædere kradser af. De dyr, der overlever længst, er rotter, kakerlakker, fluer, og lignende kryb, der ikke behøver ret meget sollys, men som til gengæld er lykkelige over festmåltidet af ådsler og anden råddenskab. Så det vil sikkert vrimle med insekter - ikke det rareste selskab i mørket, kan man levende forestille sig.

Efter omkring et års tid vil askelaget i atmosfæren være tilstrækkeligt forsvundet til at solen vender tilbage. Men det er skam en ganske skidt ting – for askelaget har totalt smadret ozonlaget, så solen giver hudkræft i løbet af ingen tid. Og de hårdføre planter, der overhovedet måtte have overlevet adskillige måneder i mørke, vil nu blive grillet af den ufiltrerede, ultraviolette stråling, som uhindret slipper igennem atmosfæren.

Hvis vi mennesker overlever, vil vi uden tvivl være så få, at vi bogstavelig talt er blevet bombet tilbage til stenalderen - isolerede grupper uden indbyrdes kontakt, uden fælles civilisation. Skulle der overhovedet være nogen tilbage, som man kunne genopbygge en civilisation med, vil det sandsynligvis kun være muterede kakerlakker og et par af de rigtig hærdede stamgæster fra bodegaerne ude i København Nordvest - hvis de har kunnet overleve årtier i værtshusenes usigeligt uhumske luft, kunne de muligvis også klare eftervirkningerne af en atomkrig.

Menneskehedens håb

Menneskehedens håb efter katastrofen: Meterhøje kakerlakker og fordrukne proletater.

Genopbygningen af en ny, storslået civilisation er næppe helt nemt med de nævnte partnere, kan man forestille sig. Med de muterede kakerlakker vil man næppe kunne føre indholdsrige, filosofiske samtaler og re-etablere et righoldigt kulturliv ("Hvad synes I om Schopenhauer? Javel. I kan bedst lide at spise skrald. Føler I noget eksistentielt ved det? Det har I ikke lige tænkt over. I kan bare godt lide skrald. Spændende, spændende.") Og værtshusrotterne fra nordvest vil uden tvivl genindføre socialhjælpen som det allerførste, og derefter tage resten af den økonomiske og kulturelle genopbygning med ro ("Klart, klart, makker. Vi skal nok tage et nap med det der kultur i morgen, ikke? Men i dag har vi fået pension, og det skal altså lige fejres med et par kolde og en pot kegler. Men i morgen har vi en aftale. Skal vi sige det?")

Samlet vurdering

Sandsynlighed

****

Båtnakker som Reagan og Jeltsin er gode eksempler på, at verdens atomarsenaler ikke altid er i forsvarlige hænder. Når selv dybt alkoholiserede sprittere og stokkonservative småsenile kan blive statsledere for verdens supermagter, så må det gå galt før eller senere. Skal undergangen undgås, må vi enten afskaffe alle atomvåben, eller indføre en form for fysisk og mental duelighedsprøve for fremtidige supermagtsledere - en slags certifikat til atomvåben. Ingen af delene er dog tilnærmelsesvis sandsynlige, så fremtiden ser unægtelig stærkt bekymrende ud.

Dødelighed

****

Man skal som nævnt være ekstremt heldig eller ekstremt hårdfør for at overleve et atomragnarok. Eller man skal have forberedt sig særdeles grundigt med et velisoleret beskyttelsesrum (sørg evt. for nogle varme klæder i tweed eller cashmere-uld), tilstrækkeligt forråd til adskillige år (undgå konservesdåser med skippergryde og forloren skildpadde - køb i stedet nogle gode dåsekrabber og noget holdbar kaviar), og en god vinkælder (dels slipper man for at drikke radioaktivt postevand, dels holder et par daglige flasker vin humøret oppe).

Stilfuldhed

****

Atomeksplosioner er faktisk ganske betagende at se på, og selvom atomvinteren lyder trist, så vil den som sagt indebære storslået uvejr og spektakulær kulde. Alt i alt byder atomkrig på mange forskellige og dramatiske måder at dø på. Og hvis man overlever og forsøger at avle børn for at genbefolke verdenen, vil radioaktiviteten afstedkomme adskillige lattervækkende misdannelser og spøjse fødselsdefekter. På sin egen, groteske måde er atomkrig faktisk dekadent underholdende. Det eneste minus, som forhindrer atomkrig at opnå en stilfaktor på 5, er tilstedeværelsen af ubehageligt mange kakerlakker og lignende kryb. Dem bliver man nok lidt trætte af i længden.

Hvalfangst er ikke tilladt på denne side.