Lømmelgård Folkeblad
Mandag 5. juniUafhængig af virkelighedenPris: Din førstefødte

LYKKETOFT REDDER DANSK ØKONOMI EFTER FAREFULD EKSPEDITION TIL AFRIKA

Det økonomiske kaos, forårsaget af gentagent pilleri ved Nationalbankens økonomistyrings-maskine, er nu fuldstændigt afværget. Mogens Lykketoft har med en ufattelig heltemodig indsats mirakuløst reddet den dødsdømte danske økonomi. Finansministeren er med held vendt tilbage fra en livsfarlig ekspedition dybt inde i junglen, hvor det lykkedes ham at finde de sagnomspundne diamant-miner i Ngombo.

En begejstret skare på flere hundrede tusinde mennesker modtog i går Mogens Lykketoft, da han ankom til København med sit dampskib, tungt lastet med de prægtigste diamanter, rubiner, smaragder og alskens ædelstene. Samtlige af hovedstadens borgere hyldede landets store redningsmand, som frygtløs har stået overfor umenneskelige farer i det mørkeste af det mørke Afrika, og som med stålsat tapperhed og ukuelig snilde har banet sig vej dybt ind i den livsfarlige jungle, hvorfra ingen hvid finansminister nogensinde er vendt levende tilbage.

For Folketinget berettede finansministeren om sin farefulde færd: "Strabadserne begyndte for alvor da vi havde forladt civilisationen og begav os ned ad Bongo-floden. Hver nat blev et par af bærerne ædt af sabeltandede tigre og kødædende elefanter. Jeg selv var nær ved at blive spist, da jeg en nat vågnede i mit telt, og så en enorm tiger sidde i fodenden, med fråde dryppende ned af dens lange, spidse sabeltænder."

En gysen gik gennem forsamlingen. "Men I junglen skal man altid sove med en ordentlig bøsse ved sin side. Jeg greb straks min elefantbøsse, og nåede at nedlægge vilddyret netop som det skulle til at springe på mig."

"Få dage senere blev ekspeditionen yderligere dramatisk," fortalte finansministeren. "Vi blev omringet og fanget af kannibaler." Igen måtte forsamlingen gyse højlydt. Flere af Folketingets unge, kvindelige medlemmer dånede brat, og måtte behandles med lugtesalt.

"Kannibalerne bagbandt mig, og satte mig i en stor, sort gryde med snittede grøntsager. Men det lykkedes mig at få fat i min lommekniv i baglommen og derefter skære mine reb over. Med hænderne frie, kunne jeg få fat på min seneste finansredegørelse, som jeg altid har på mig, og den viste jeg med myndig mine til de vilde."

"Som jeg havde regnet med, blev de med det samme lammet af ærefrygt. Sådanne vilde har jo aldrig set en moderne økonomisk redegørelse, og de troede derfor, at jeg nærmest var en gud. De kastede sig straks i støvet, mens de andægtigt messede 'Mbwonga, Mbwonga,' som på deres sprog betyder 'Store, hvide økonomiske heksedoktor.'"

Fotografi af Lykketoft og 3 vilde, blodtørstige kannibaler

Lykketoft i kanniballandsbyen, kort før den videre færd mod Ngombo-dalen.


Finansministeren befalede et par kannibaler at vise vej til Ngombo-dalen. Mens Folketinget lyttede i åndeløs spænding, berettede Mogens Lykketoft om den sidste og allermest farefulde del af ekspeditionen. Utallige farer måtte overvindes: Finansministeren nedlagde personligt en kæmpestor abekat højere end Rundetårn, kæmpede med dødsforagt mod horder af oldgamle mumie-krigere i Ngombo-grotten, og blev skudt og såret af sin betroede tjener, Boris, som viste sig at være en nedrig forræder i serbisk tjeneste, og som håbede at Ngombo-grottens rigdomme ville genrejse den slagne serbiske stat. Heldigvis blev den fæle skurk spist af en dinosaur, netop som han storskrydende skulle til at affyre et dræbende skud mod den sårede Mogens Lykketoft.

Da finansministeren sluttede sin fantastiske beretning, modtog han stående ovationer fra hele Folketinget. Takket være hans formidable indsats, er Danmark nu ubestrideligt det rigeste land i Norden. Statsministeren har sendt en meddelelse til Norge og Sverige, hvori der blot står: "Ha, ha, fryd!"

Ud over ædelstene, havde finansministeren også en vaskeægte kannibal med hjem. Den vil blive udstillet i Tivoli.

RUSLAND INVADERER BOGLOSTAN VED UHELD
Skulle have invaderet Uldusetien

Reportagefoto fra Nulduniens hovedstad

Den russiske fortrop ved familien Moldovitj's hus, som er hovedstaden i Nuldunien, naborepublik til Boglostan (og muligvis Kumukistan eller Polgosenien)

For at styrke sin popularitet, har den russiske regering fundet et nyt, lille, angiveligt oprørsk kaukasisk land, som Rusland straks er gået i gang med at invadere. Uheldigvis kan hæren ikke rigtig finde landet.

Man skulle have invaderet Uldusetien, men kom i stedet til at invadere og sønderbombe Boglostan. "Vi drejede vist forkert efter Blagoslodosk," var den russiske øverstbefalendes undskyldning til Boglostan. "Jeg vil dog tilføje, at vejskiltene ikke er helt gode dernede omkring Kaukasus."

Grodojensk, hovedstaden i Boglostan, ligger stort set i ruiner efter det voldsomme russiske angreb. 4 ud af 5 bygninger er jævnet med jorden - den ene, tilbageværende bygning er købmand Spirosayevs butik.

Samme skæbne kan overgå Uldusetien, såfremt det lykkes den russiske hær at finde landet. Uldusetien menes at være på størrelse med Anholt, og har omkring 15 indbyggere - alle fårehyrder, men ikke desto mindre dødsensfarlige og velbevæbnede terrorister, ifølge den russiske regering. "De har alle sammen store kæppe. Og sådan en stor kæp kan godt gøre nas," udtaler Vladimir Putin, som derfor har sendt omkring 280.000 soldater mod Uldusetien.

Den russiske hær regner med at finde Uldusetien inden ugens udgang. Generalstaben har meddelt at "et hold af specialtrænede elite-kartografer arbejder i døgndrift. De foreløbige resultater tyder på, at Uldusetien ligger et stykke syd eller vest for Boglostan, ikke langt fra Kumukistan. Eller måske nord for Polgosenien."

Tidligt i morgers kom der nye meddelelser fra fronten. Generalstaben oplyste følgende: "Divisionschefen har netop meddelt, at invasionsstyrken er stødt på en gammel kone, som kender vejen til Polgosenien, som vistnok er meget tæt på Uldusetien. Så nu er strategien at nå frem til Polgosenien, og spørge om vej derfra."