NY VANVITTIG TV-KOK

Programredaktør Jakob Mejlhede afslørede i går TV2's nye TV-kok, som er mere vanvittig end nogen kok, der nogensinde er set på TV. "Det har været svært at overgå de mange stjernepsykopater, der tidligere har boltret sig i madprogrammer på dansk TV," forklarede Jakob Mejlhede. "Men nu er det endelig lykkedes, og seerne har virkelig noget at glæde sig til."

TV2 har været meget omhyggelig med den psykiatriske udvælgelse af deres nye TV-kok, understregede Jakob Mejlhede. "Siden man sidst i 80'erne forlod princippet om at lade normale mennesker lave mad på TV, har køkken-programmer på DR og TV2 budt på narcissister, senile oldsager, maniske hurtigsnakkere, seksuelle afvigere, lallende alkoholikere, og snobber med storhedsvanvid. Derfor har vi stillet meget høje krav til vores nye mad-psykopat. Og jeg er stolt af at kunne sige, at TV2 har fundet et absolut bimlende sindssygt mentalt misfoster, som ikke desto mindre laver sund og velsmagende mad."

Den nye TV-kok, som vil kunne opleves fra marts, hedder Carl Thorstein Rerup. Han lider af personlighedsspaltning, og hver personlighed har sin særskilte sindslidelse eller personlighedsafvigelse. "Indtil videre har vi talt 23 forskellige personligheder, fra en lille, overforkælet og mytomanisk pige, til en hypokondrisk svensker. Og det er bare de mildeste tilfælde," fortalte Jakob Mejlhede.

Dette kunne Lømmelgård Folkeblad ved selvsyn konstatere, da bladets udsendte medarbejder fik forevist en optagelse fra castingen af Carl, hvor han var i færd med at lave crepe-dej:

Carl piskede i dejskålen mens han grinte skingert og stirrede vildt, samt påpegede jublende og overstadig at dejen altid skal piskes helt lind hvis den skal være vellykket. Derefter begyndte han pludselig at flæbe som en 5-årig og sagde hulkende: "Den bliver aldrig god... Det er alt for svært..." Øjeblikket efter var han dog dybt alvorlig, og talte begavet og akademisk om rettens ernæringsmæssige sammensætning, dog med visse muskelspjæt og sporadiske udbrud af sjofle skældsord. Og da han var færdig med at piske dejen, gav han sig til at slå sig selv med piskeriset og råbe at der kravlede sorte rotter på hans krop. Anfaldet var kun kortvarigt, og Carl hældte stilfærdigt dejen på panden mens han forknyt mumlede: "Jeg skal nok lade være med at røre mig selv, mor. Jeg skal nok være god. Du må ikke putte mig i spøgelses-kassen, mor. Jeg skal nok være god."

"Han er som en hovedbanegård af galninge," konstaterede Jakob Mejlhede begejstret. "Det er simpelthen skønt; han bliver det nye, hotte navn på ingen tid." Programrækken med Carl Thorstein Rerup vil blive kaldt "Tosse-Carls Køkken." Der vil være gæster i køkkenet - i det første program vil Tosse-Carl og Lars von Trier lave vagtel-gryde.

Jakob Mejlhede forsikrede, at Carl sagtens kan omgås andre mennesker uden risiko. "Vi har skam haft ham til eftersyn hos en psykiater. Der fik han bare fjernet en bestemt personlighed, som hed Ulf, og som ikke rigtig kunne håndtere at være i nærheden af aflange grøntsager. For så gjorde Ulf nogle ikke særligt hygiejniske ting, som heller ikke var specielt TV-egnede. Men derudover kan Carl sagtens klare sig i et køkken og på TV. De eneste, små problemer vi har oplevet, er at hans personlighed Jonas går meget op i at en peberfrugt skal skæres i nøjagtigt 31 stykker hver eneste gang, for ellers dør hans familie. Og hvis han skifter til Agnes, må vi lige gribe ind og tage knivene fra ham, så han ikke gør sig selv fortræd."

Det var desværre ikke muligt at få Carls kommentarer til hans kommende karriere som TV-kok. "Hej, min mor er Dronning Margrethe. Det er rigtigt! Det er rigtigt!" sagde Carl og stampede arrigt i gulvet, hvorefter han træt erklærede: "Nej, jag mår inte bra. Jag må gå lägga mej."

MOGENS CAMRE I SULTESTREJKE

I protest mod at regeringen stadig ikke har ophævet racismeparagraffen, som Dansk Folkeparti har krævet, har Mogens Camre sultestrejket siden jul. "Regeringen undertrykker vores ret til at tale frit," erklærer Mogens Camre afkræftet, liggende på en simpel madras i sit kontor på Christiansborg. Han nægter at indtage føde før han og hans meningsfæller får ytringsfrihed. Lægerne har allerede advaret ham om at det kun vil vare få uger, før hans tilstand begynder at blive livstruende.

"Vi ønsker blot retten til at sige sandheden om muslimerne," siger Mogens Camre svagt. Adskillige af hans trofaste tilhængere sidder tavst omkring hans leje. Mange kigger bedrøvet på deres udmarvede og afkræftede leder. Men da han nævner deres kamp for sandheden, lyser håbet i manges øjne, på trods af uvisheden om hvor længe deres elskede anfører kan overleve den risikable sultestrejke.

"Hvorfor er sandheden så ilde hørt? Hvorfor skal vi gøres til løgnere og gemene forbrydere, når vi siger at muslimerne er den inkarnerede ondskab? At islam er en afskyelig pest i vor midte, og..." Mogens Camre afbrydes af et pinefuldt hosteanfald. Kræfterne rækker ikke til at tale ret længe ad gangen.

Partifællen Søren Krarup løfter forsigtigt Mogens Camres hoved og hjælper ham til at tage nogle få slurke vand. Mogens Camre lukker udmattet øjnene en stund. "Vi vil aldrig stoppe kampen for sandheden," siger Søren Krarup. "På trods af at vi anses som middelalderlige mørkemænd, vil vi kæmpe for retten til at sige at muslimerne er en forbandet race, skabt af Satan for at håne Guds skaberværk. Deres tæer sidder i omvendt rækkefølge og deres rygge er hule og rummer blot et sort hul af hedensk vederstyggelighed. Muslim-kvinders vagina sidder vandret og mændenes fallosser er forsynet med modhagere. Vi har set dem bole i skovbrynet ved midnatstide, mens de hylede i sanseløs liderlighed på deres ugudelige tungemål. Og de dansede nøgne med skovens sorte trolde og smurte deres afskyelige legemer ind i kristent blod."

"Alt dette bliver vi straffet for at sige. Men dog vil vi sige det. For det skal siges!" erklærer Søren Krarup med ukuelig fasthed i blikket. "Vi kan ikke være tavse om at de muslimske udyr vil dræbe alle vantro mænd, voldtage vores kvinder og tage vores uskyldige børn som slaver. Tænk dog på børnene. Hvordan kan vi være tavse om hvad der vil overgå vores stakkels børn?"

Mogens Camre nikker svagt. "Sand... sandheden må frem. Ondskaben må standses. Det er det eneste, vi kræver: Retten til at fortælle om ondskaben." Han løfter sig en anelse fra madrassen. Selvom kræfterne er få, klinger hans stemme af troen på retfærdighed: "En dag vil vi kunne tale frit. En dag vil vi kunne samles og i fællesskab ønske at Gud kaster alle muslimer ned i Helvede, hvorfra de kommer, og hvor de forhåbentlig drukner i en kogende sø af Den Ondes tyndskid."

Da er Mogens Camre for afkræftet til at fortsætte interviewet. Han ligger roligt og hviler sig på sin madras, omgivet af tilhængere som stille sidder og nynner "We shall overcome" og holder stearinlys i hænderne som tegn på det håb og den ret, deres anfører er villig til at give sit liv for.

"En dag vi sandheden vinde," hvisker en ung tilhænger bevæget, mens en stille tåre triller ned ad hendes kind og lyser i stearinlysets skær.

Henad aften er der stadig intet nyt fra regeringen om racismeparagraffen. Ganske som de mange foregående dage er regeringen fuldstændig tavs. Snart går sultestrejken ind i sin fjerde uge.